Blog

Posted on

Man skal ikke undervurdere effekten af en god kop kaffe!

af Morten Hansted, Andreas Krogh Henriksen og Mads Koch, Idrætsfællesskabet.

For os handler det om at skabe et rum, hvor idræt, holdsport og fællesskab danner rammen for styrkede sundhedskompetencer.

Idrætsfællesskabet er en social-økonomisk virksomhed, der arbejder for at få flere udsatte og sårbare borgere ud i sunde, motiverende og aktive fællesskaber. Vi har flere igangværende projekter målrettet både kriminalitetstruede unge, samt motionsuvante og kronisk syge ældre, hvor særligt relationsopbygning, styrkelse af egenkompetencer og livsmestring er helt centrale faktorer for vores indsats.

Som led i vores speciale i Idræt og Ernæring ved Københavns Universitet dannede vi, i samarbejde med DIF Soldaterprojekt, rammerne for en 10-ugers holdspils-intervention, i form af floorball, målrettet PTSD-ramte krigsveteraner. Vi fokuserede ikke så meget på, hvorvidt deltagerne kom i bedre form; der findes efterhånden nok evidens for, at det er sundt at dyrke intens intervaltræning et par gange om ugen. I stedet undersøgte vi deltagernes psykosociale udvikling gennem interventionen, hvor vi fandt ud af, hvor stor betydning social interaktion har for deltagernes motivation for deltagelse. Det kan selvfølgeligt ikke ses, som en enestående faktor for motionsdeltagelse, men de fleste kender deres egen motivation for at komme afsted til fitnesscenteret alene. Så er vejen til sofaen og to-tre afsnit Beverly Hills (eller Barnaby) ofte lidt kortere, for vi træner jo bare i morgen i stedet. Right?

Erfaringerne fra vores speciale tog vi med os videre til Idrætsfællesskabet. Vi besluttede os for at zoome ind på overgangen fra kommunale rehabiliteringstilbud til varig motionsdeltagelse. Vi interviewede flere behandlere og ledere fra sundhedshuse rundt omkring i landet. Vi fandt hurtigt ud af, at de fleste motionsuvante borgere nåede at blive glade for at være fysisk aktive, men når de skulle ud at stå på egne ben, efter endt forløb i sundhedshusene, så viser barrieren for motionsdeltagelse i fitnesscentre, og traditionelle idrætsforeninger at være uoverkommelig. Og så ender de tilbage i sundhedscentrene igen, hvor de kender rammerne, behandlerne, og de andre gengangere. Målet for os var derfor at danne rammerne for et inkluderende, trygt og fysisk aktivt fællesskab, der kunne rumme borgerne, så barrieren for deltagelse føles mere overskuelig.

I samarbejde med Grøndals MultiCenter og Hafnia Hallen, samt en række sundhedshuse i København, oprettede vi to ugentlige motionstilbud målrettet borgere, der netop kommer fra kommunale rehabiliteringstilbud. Vi tog udgangspunkt i, at elementer fra selvbestemmelsesteorien skulle danne rammerne for vores træning. Kort fortalt, går teorien ud på, at et menneskes trivsel og motivation tager afsæt i tre psykologiske behov; selvbestemmelse (autonomi), kompetence (mestring) og samhørighed (fællesskab). Bl.a. tænkte vi ind, at deltagerne med tiden skulle stå for opvarmningen (autonomi), at vi var opmærksomme på at deltagerne følte sig tilpas udfordrede (mestring), samt at de havde følelsen af at være del af et fællesskab der er trygt, nærværende og vedholdende. Vi startede ud med at tilbyde MotionsFloorball og GåFodbold, hvor der er mindre fokus på tekniske og taktiske færdigheder, og i højere grad fokus på at spille kampe i korte intense intervaller, så pulsen kommer op.

Og så skal man ikke undervurdere effekten af kaffe! Efter hver træning sætter vi en halv time af til det vi kalder 3. halvleg. Her bliver der talt om alt fra irriterende viceværter, de seneste fodboldresultater, samt dagens træning. Men det bliver også brugt som et forum for at tale om individuelle erfaringer med sin sygdom, knæproblemer og rygevaner.

Det kom virkeligt bag på os, hvor meget vores deltagere tør dele ud af deres egenfortællinger, og særligt i plenum. For os handler det om, at vores deltagere skal opleve at de oplever fysisk aktivitet, som fordybende og engagerende. Når en træning af overstået og vi sidder med kaffekoppen til 3. halvleg, tænker man yes!, når en deltager siger: “Man glemmer helt, at det er hårdt, når man er så opslugt af at få kuglen i mål!”.

Den nuværende corona-situation har sat vores motionstilbud på standby. Vi har derfor, som mange andre, skulle omlægge vores tilbud og i stedet gå online. Vi har været så heldige at få støtte fra Kulturministeriet til at danne rammerne om et online træningstilbud for seniorer, der er motionsuvante, har livsstilssygdomme, og/eller oplever ensomhed. Konceptet udfolder sig i 30 minutters direkte online træning, hvor en instruktør tager 25 deltagere gennem et program, der styrker muskler, balance, åndedræt og kropsbevidsthed. Der findes jo tusindvis af træningsvideoer tilgængelige på nettet, men vi oplever, at vores deltagere oplever et motivationsboost idet instruktøren kan interagere med et “Godt arbejde, Marianne!” og “Tak for i dag, Jørn!”. 

Som et led i vores online træning oplever vi en interesse fra deltagerne i workshops og oplæg, der styrker deres viden inden for ernæring og kost, fysisk sundhed, samt mental sundhed og trivsel. Det tyder på en sult fra deltagerne for at styrke deres sundhedskompetencer, samt en interesse for at blive klogere på sammenhængen mellem krop og sind.

Der er ingen tvivl om, at hele det online univers har mange muligheder. Men det vil aldrig helt kunne erstatte det fysiske samvær; at svede sammen, fejre scoringer, drille, grine, have ondt, og slutte af med samtale over en kop kaffe. Vi ser i hvert fald frem til, at vi i fællesskab kan kridte banen op til bold og leg igen!

For mere information kontakt projektleder Morten Hansted. Tlf.: 61262927 og e-mail: info@idraet.nu eller læs om aktiviteterne på www.idraetsfaellesskabet.dk; www.webmotion.dk; LinkedIn; Facebook; og Instagram.

Posted on

Et sundhedsvæsen for alle? Ikke uden større hensyntagen til patienternes sundhedskompetencer!

Af Laura Emilie Møller-Hansen og Mia Louise Behn Hansen.

Sundhedsstyrelsen beskriver, at sundhedsvæsenet skal være for alle . Det indikerer, at der i det danske sundhedsvæsen skal være plads til alle slags patienter uanset individuelle behov. Mellem linjerne beskriver Sundhedsstyrelsen dog også, at den enkelte patient forventes at være proaktiv og tage ansvar for egen sundhed. Der er dermed en indirekte forventning til, at man som patient skal være en aktiv deltager i sit forløb i sundhedsvæsenet.

Samtidig kender de fleste af os godt sandheden; ikke alle kan og tager ansvar på lige fod med andre. Nogle af udfordringerne for sundhedsvæsenet handler derfor om, hvorvidt sundhedsvæsenet formår at skabe de bedste muligheder for, at alle patienter kan tage ansvar og være proaktive, samt at patienterne bliver motiveret til at være aktive deltagere i deres egne forløb.

Det er et kendt og stort samfundsmæssigt problem, at der er en stor ulighed i sundhed i  Danmark . Der er mange måder at forsøge at mindske uligheden i sundhed på, men vi mener, at tilgangen til sundhedsinformation er et vigtigt punkt at tage fat på. Patienter bliver i mange dele af sundhedsvæsenet mødt af sundhedsinformation lige fra det øjeblik, hvor de skal i kontakt med sundhedsvæsenet. Sundhedsinformation kan derfor i høj grad argumenteres for at være afgørende for patienternes adgang til sundhedsvæsenet. Hvis man generelt i sundhedsvæsenet begyndte at tage mere hensyn til patienternes sundhedskompetence, tror vi på, at man ville kunne se en forskel i uligheden i sundhed.

Ulighed grundet sundhedskompetence?

Patienters sundhedskompetence afhænger af faktorer såsom alder, køn, uddannelsesniveau og socioøkonomisk baggrund, men også af kontekst og helbredsmæssig status. Flere danske studier har påpeget, at flere i den danske befolkning (op til 40%) har svært ved at forstå sundhedsinformation og navigere i sundhedsvæsenet som følge af lavere niveauer af sundhedskompetence . Derfor er der stor forskel på  patienters sundhedskompetence, og patienterne har dermed forskellige forudsætninger for at finde, læse, forstå og anvende sundhedsinformation i relation til egen sundhed.

Hvis patienter ikke kan forstå sundhedsinformation, har de ikke mulighed for at drage nytte af og handle på baggrund af informationen. Dette betyder helt konkret, at patienter i sådanne tilfælde ekskluderes fra muligheden for at tage ansvar for egen sundhed. Sundhedsinformation, der ikke er tilpasset patienters varierende sundhedskompetence, risikerer derfor at forstærke den eksisterende ulighed i sundhed, fordi nogle patienter grundet et højere niveau af sundhedskompetence har bedre forudsætninger for at forstå sundhedsinformation. Dermed er det kun nogle patienter, der har mulighed for at forstå sundhedsinformation og anvende den til fordel for egen sundhed.

For at imødekomme patienternes forskellige niveauer af sundhedskompetence kan man arbejde ud fra to perspektiver; enten ved at øge patienternes sundhedskompetence til højere niveauer eksempelvis gennem patientuddannelser eller ved at tilpasse sundhedsinformationen til patienter med lavere niveauer af sundhedskompetence. Ved massekommunikation eller kommunikation til store målgrupper kan det være fordelagtigt at tilpasse sundhedsinformationen til patienter med lavere niveauer af sundhedskompetence for at opnå den bredest mulige forståelse.

Det er et kendt og aktuelt problem, at meget af den eksisterende sundhedsinformation ikke er tilpasset til patienters forskellige niveauer af sundhedskompetence. Konkret ses dette ved, at sundhedsinformationen er skrevet i et svært og kompliceret sprog, der gør det svært for patienter med lavere niveauer af sundhedskompetence at forstå. Det anbefales derfor at kommunikere i et simpelt sprog, som vil sikre en bredere forståelse blandt alle patienter. I tråd med denne anbefaling er det vigtigt at slå fast, at et simpelt sprog ikke nødvendigvis betyder, at man taler ned til patienter, eller at man mister den faglige holdbarhed, som ifølge vores erfaringer kan være bekymringer blandt flere sundhedsprofessionelle.

Hensyn til patienters sundhedskompetence bør være et vigtigt fokusområde i sundhedsvæsenet

Vi mener, at et øget hensyn til patienters sundhedskompetence kan bruges til fremme lighed i sundhed, da flere vil kunne forstå og handle på sundhedsinformation og dermed få muligheden for at opnå sundhedsmæssige fordele heraf. Det handler i bund og grund for sundhedsvæsenet om at kommunikere i et mere simpelt og hverdagsagtigt sprog til patienterne, end man gør lige nu, så budskaberne i sundhedsinformationen kan komme flere til gavn. I vores tidligere indlæg fra januar kan du, for eksempel, få konkrete anbefalinger til, hvordan du tager højde for patienters sundhedskompetence i digital patientinformation.

Hvis man ikke øger fokus på at tage hensyn til patienters sundhedskompetence i sundhedsvæsenet, risikerer man at fastholde en ulige adgang til sundhedsvæsenet og forstærke den eksisterende ulighed i sundhed. Med dette in mente undrer vi os over, at sundhedskompetence som fokuspunkt ikke er nævnt i Sundhedsstyrelsens seneste rapport om årsager til og indsatser mod ulighed i sundhed fra september 2020. Vi håber på, at sundhedskompetence med tiden bliver mere anerkendt og får større opmærksomhed som et vigtigt fokusområde i sundhedsvæsenet, som vi mener, at det bør være.

Laura Emilie Møller-Hansen og Mia Louise Behn Hansen er kandidater i Folkesundhedsvidenskab fra Aarhus Universitet. I foråret 2020 skrev Laura og Mia kandidatspeciale om kvaliteten af digital patientinformation og dets betydning for ulighed i sundhed, og Laura har tidligere gennem sit arbejde beskæftiget sig med Health Literacy i forbindelse med flere forskellige projekter.

Kontakt: Laura på tlf. 2895 5822 eller lauraemiliemh@gmail.com og Mia på tlf. 4119 7810 eller mialouisebhansen@gmail.com

Posted on

Hånden på hjertet

Af Anna Aaby, læge og PhD; Aarhus Universitet

’Hånden på Hjertet’ er den danske titel på min PhD-afhandling  ’Heart Skills’ . Men ’Hånden på Hjertet’ er også navnet på den proces, som borgere og personale i Randers Rehabiliteringsenhed gennemgik undervejs i PhD- projektet. Her får I et uddrag af den fortælling om den danske primærsektor og dens motivationer og barrierer, der undervejs skrev sig ind i mit sind (og – må jeg indrømme mit hjerte).

Randers Rehabiliteringsenhed er en kommunal enhed under Randers Kommune og lokaliseret i Randers Sundhedscenter. Enheden er organiseret i otte rehabiliteringsteams, hvoraf et arbejder med mennesker med eller i risiko for hjertesygdom. ’Hjerteteamet’ var min primære samarbejdspartner i ’Hånden på Hjertet’. Sammen havde vi sat os for at undersøge, hvordan man i en kommunal sammenhæng kan arbejde med organisatoriske kvalitetsforbedringer med udgangspunkt i sundhedskompetence. Det var særligt vores håb, at blive bedre til at identificere og imødekomme sårbare borgeres støttebehov for der igennem at give alle borgere bedre adgang til succesfuld rehabilitering uanset deres individuelle ’bagage’.

Modige medarbejdere

Organisatorisk sundhedskompetence henviser til en enhed eller institutions evne til at imødekomme mennesker med forskellig sundhedskompetence og er grundigt behandlet i et tidligere blogindlæg ved Helle Terkildsen Maindal. I konceptet ligger i mine øjne en fordring til mig som sundhedsprofessionel –en forventning om, at jeg tager stafetten tilbage. At jeg ikke overlader ansvaret til borger under påskud af at være inddragende, men ser min egen rolle i at gøre adgang, deltagelse og beslutningstagen mulig, uanset borgers forudsætninger. Det kræver mod og forandringsparathed på mange organisatoriske niveauer.

I ’Hånden på Hjertet’ indførte vi et dialogredskab, der allerede i opstartssamtalen afdækkede borgers sundhedskompetence. I nogle tilfælde udløste denne dialog efterfølgende tilbud om en bred behovsafdækning af borgers vilkår og situation, der rakte langt ud over enhedens konkrete behandlingstilbud. Borgers udfordringer og barrierer blev anvendt til at målrette genoptræningsforløbet fx hvad angik individuelle støttesamtaler, men også til at italesætte de støttebehov, der i øvrigt knyttede sig til borgers liv, men som hjerteteamet ikke kunne dække. 

Den nye tilgang stillede store krav til hjerteteamets behandlere. Den udfordrede både den forudsigelighed, der kendetegnede deres rutiner, ligesom den synliggjorde begrænsningerne i behandlingstilbuddet i relation til borgers samlede livssituation. I en kommentar som led i en kvalitativ evaluering af processen forklarede en medarbejder, hvad der var svært:

”Det her med hvordan jeg går derfra og føler, jeg har gjort det godt nok […]. Altså […] have helt styr på den der kaotiske samtale, det kan være.”

Som sundhedsprofessionel genkender jeg trygheden i og vigtigheden af pålidelige rutiner – pakkeløsninger, forløbsprogrammer, behandlingsregimer og kliniske retningslinjer. Så ved man da, at man har evidensen på sin side…statistisk set!

Men vi ved det jo godt: Ikke alle passer ind i pakken. Det svære er at turde se ind i borgers virkelighed med empati og professionalisme og på den baggrund sætte rammerne for den service man kan (eller ikke kan) tilbyde.

Det gælder både over for de ressourcesvage borgere med særlige støttebehov, men det er også en faglig udfordring at lære at være tilbageholdende med tilbud til de ressourcestærke. Det var min oplevelse i ’Hånden på Hjertet’, at et fokus på sundhedskompetence med de rette redskaber kan medvirke til at kvalificere den nødvendige differentiering på en systematisk og håndterbar måde.

Begreb med vokseværk

’Hånden på hjertet’ var – ud over at være et forskningsprojekt – en lang række af lokale aktiviteter med fokus på sundhedskompetence. En del af aktiviteterne bidrog til behovsafdækning, andre til udvikling og afprøvning af kvalitetsforbedrende tiltag. Fælles for dem alle var at hjerteteamet og i mange tilfælde også dets ledere og en lang række borgere udgjorde den skabende masse.

Den samskabelsesproces ’Hånden på Hjertet’ derved kom til at udgøre smittede af på enhedens kultur. Sundhedskompetence blev en naturlig del af det inter-professionelle sprog, og integreredes, som følge af det vedvarende fokus, efterhånden mere substantielt i organisations drift også uden for projektets primære område. For eksempel blev sundhedskompetence et politisk aftalemål. En medarbejder beskrev processen således i før omtalte kvalitative evaluering:

”Sommetider kommer det jo også ovenfra hvad vi skal, ikke? Det her, det er jo et projekt, som har meget forplantet sig op og ned og til siden […]”

Fra min position som observatør af denne proces, blev udviklingen et stærkt bevis på potentialet i arbejdet med sundhedskompetence. Såvel politikere som ledere, sundhedsprofessionelle og borgere tog mere eller mindre intuitivt begrebet til sig og foldede det ud i deres egen kontekst og den udrulning ser i øvrigt ud til at fortsætte også nu efter ’Hånden på Hjertet’ er afsluttet.

Måske skyldtes den lokale interesse en almenmenneskelig trang til at ”puste på såret” – også når ”såret” er en uretfærdig fordeling af sundhed og velvære som følge af vilkår eller kontekst. Organisatorisk arbejde med sundhedskompetence opruster os i kampen mod ulighed – uanset om vi læser den ud af politiske redegørelser og sundhedsdata eller i ansigtet på de medmennesker, vi møder. Fra et organisatorisk synspunkt handler sundhedskompetence om adgang. Ikke kun om formelt at have adgang (for det har jo alle danskere jævnfør sundhedsloven), men også om at give adgang. Om at kunne støtte borger i det, som han eller hun har behov for. Og det er – med hånden på mit eget hjerte – kernen i sundhedsprofessionel virksomhed.

Anna Aaby er læge og postdoc ved Institut for Folkesundhed, Aarhus Universitet. For mere information kontakt: aaby@ph.au.dk

Posted on

GØR DIGITAL PATIENTINFORMATION TIL GAVN FOR PATIENTERNE VED AT TAGE HENSYN TIL PATIENTERNES SUNDHEDSKOMPETENCER

af Laura Emilie Møller-Hansen og Mia Louise Behn Hansen

Dansk Health Literacy Netværk Digital Patientinformation

Med digitaliseringen af sundhedsvæsenet er patientinformation også i stigende grad blevet digital. Patienter kan dermed nemmere få adgang til viden om sundhed, sygdom, og behandlingsmuligheder på internettet end tidligere. Andre muligheder og gevinster ved digital patientinformation er at øge patienters mulighed for empowerment og imødekomme patienter med læsevanskeligheder via lyd og video. Dog er det stadig et problem, at mange patienter har svært ved at forstå den eksisterende patientinformation, som derfor kan spænde ben for de potentielle gevinster og muligheder. Det er derfor vigtigt at forstå problemerne ved den eksisterende digitale patientinformation for at kunne forbedre den og gøre den til gavn for patienterne.

Problemet med patientinformation er ofte, at patientinformation er skrevet i et omstændigt sprog med lange sætninger og en indviklet sætningsopbygning samt ofte indeholder fagsprog såsom latin og andre fagudtryk. Det er et kendt problem, at sundhedsprofessionelle og eksperter generelt kan have udfordringer med at kommunikere til patienter og borgere i et sprog, de forstår. Derudover er det også et problem, at indholdet ofte er beskrevet ukonkret. Disse faktorer udfordrer og stiller store krav til patienternes sundhedskompetencer, hvor forståelse af sundhedsinformation er et afgørende element af begrebet. Yderligere er det et problem specifikt for digital patientinformation, at der ved udarbejdelsen ikke altid tages hensyn til digital brugeradfærd såsom en anderledes læseteknik (hvor patienten som læseren i højere grad skimmer informationen), visuelt design og opsætning, og links.

Derfor er det vigtigt, at man ikke laver digital patientinformation efter principper for analog patientinformation, fordi disse ikke fungerer digitalt. Sagt med andre ord kan man ikke bare overføre analog patientinformation til et digitalt medie og tro, at det virker. I sådanne tilfælde tyder det derfor på, at der ikke er taget hensyn til patienters digitale sundhedskompetencer, hvilket gør det yderligere svært for patienterne at forstå den digitale patientinformation. En vigtig forudsætning for, at en patient kan få gavn af patientinformation som digital sundhedsløsning, er, at patienten har en tilstrækkelig teknisk formåen, kan søge sig frem til den relevante information samt kan læse og forstå den tilhørende sundhedsinformation.

Når det kommer til digital patientinformation, er udfordringen derfor bl.a. at sørge for, at patientinformationen ikke blot er tilgængelig for patienterne digitalt, men at informationen også imødekommer patienternes forskellige niveauer af digitale sundhedskompetencer og er udformet efter det specifikke digitale medie.

Hvis man ikke tager højde for dette, kan patientinformationen risikere at øge den eksisterende ulighed i sundhed. Man er dog samtidig nødt til at være bevidst om, at uanset hvad vil nogle patienter ikke kunne nås med hverken digital eller analog patientinformation. På trods af et øget hensyn til sundhedskompetencer vil der derfor stadig være patienter, der kræver en individuelt målrettet informationsindsats.

Det store spørgsmål er derfor, hvordan laver man optimal digital patientinformation i praksis?

Vi tror på, at der skal en større kulturforandring til, før vi kan ændre på status quo for den nuværende patientinformation. Vi mener, at sundhedskompetencer, patientinformation og sundhedskommunikation fortjener større anerkendelse som vigtige og afgørende komponenter i sundhedsvæsenet. Ved at tage hensyn til patienternes sundhedskompetencer i udformningen af patientinformation er vi et skridt tættere på at lave patientinformation til gavn for dem, den er tiltænkt; nemlig patienterne selv! 
Så hvor skal man starte, hvis man vil forbedre sin digitale patientinformation, så der i højere grad tages hensyn til patienternes digitale sundhedskompetencer? Vi peger på følgende fire anbefalinger, som er blevet til med inspiration fra allerede eksisterende anbefalinger inden for sundhedskommunikation og på baggrund af resultaterne i vores kandidatspeciale omhandlende kvaliteten af digital patientinformation.

  1. Skriv i et sprog, som alle patienter kan forstå: Hvis man vil være sikker på at nå så mange patienter som muligt, bør man skrive efter 5.-6. klasses niveau med korte og konkrete sætninger samt i letforståeligt og simpelt sprog for at sikre bredest mulig forståelse . Blot fordi man formidler i et letforståeligt sprog til patienterne, behøver patientinformationen ikke at miste sin præcision i forhold til det sundhedsfaglige indhold.
  2. Udform patientinformation i et tværfagligt samarbejde: Ved at have både sundhedsfaglige eksperter, intralingvale oversættere*, patienter og kommunikationsmedarbejdere, vil patientinformationen bedre kunne tage hensyn til både faglig holdbarhed, sproglig udformning, patienters behov og opsætningen af patientinformationen (*En intralingval oversætter er specialist i at omformulere en tekst i fagsprog til et sprog, som en person uden samme faglige kompetencer vil kunne forstå).
  3. Inddrag patienter i højere grad: Patienter kan bidrage med værdifuld viden om, hvad de bl.a. føler behov for at få at vide i patientinformationen, samt om patientinformationen er udformet i et forståeligt sprog for dem som modtagere. Ved at inddrage patienterne i udarbejdelsen har man bedre mulighed for at lave patientcentreret og dermed modtagerrettet patientinformation.
  4. Tag hensyn til det digitale medie og digitale brugeradfærd: Når patientinformation leveres digitalt, er man nødt til at tilpasse patientinformationen efter digitale forhold, fordi man læser og søger efter information anderledes på en skærm end på papir. 

Laura Emilie Møller-Hansen og Mia Louise Behn Hansen er kandidater i Folkesundhedsvidenskab fra Aarhus Universitet og har arbejdet med Health Literacy i flere forskellige projekter. I foråret 2020 skrev Laura og Mia kandidatspeciale om kvaliteten af digital patientinformation og dets betydning for ulighed i sundhed. 

Kontakt: Laura på tlf. 28955822 eller lauraemiliemh@gmail.com og Mia på tlf. 4119 7810 eller mialouisebhansen@gmail.com

Posted on

Styr på hygiejnen?

Af Lars Münter, Komiteen for Sundhedsoplysning og Rådet for Bedre Hygiejne

Med fuld fokus på smitte i 2020 har hygiejnen gode kår. Eller det skulle man i hvert fald tro. Der er imidlertid endnu værktøjer, vi ikke anvender særlig godt.

Nudging blev klart et mere kendt begreb i 2020. Sammen med en række andre nye ord og begreber fik danskerne kendskab til metoder og værktøjer, som de fleste ikke kendte i forvejen – ofte som del af en anden hverdag. På flere måder har pandemien da også skabt nogle nye rammer for virkeligheden og hverdagen, men desværre ofte som led i en undtagelsestankegang.

For anvendes hygiejne korrekt, er der som regel hverken behov for mere eller mindre. Sikkerhedsselen virker fint – hvis man bruger den. Udfordringen under pandemien er dels, at vi får tænkt nye tiltag som noget midlertidigt fremfor at erkende, at pandemiens gode vilkår i en række situationer skyldes, at vi faktisk har nøjedes med hygiejne-light i mange situationer før krisen.

Vi vidste da allerede før corona, at håndhygiejne kunne stoppe sygdomme – men havde hverken installeret håndvask eller håndsprit i indgangspartier eller ved buffetbordet. Vi vidste allerede, at mindre rengøring reducerede sikkerheden, men sparede hvert år. Vi vidste allerede, at vuggestuepest spredte sygdomme, men satte flere børn på stuerne. Vi vidste allerede, at skolerne manglede tilstrækkeligt med toiletter, men går den, så går den!

Et bedre 2020?

Man kan dog også se, at der i 2020 skete meget mere og bedre. Håndspritsdispensere skød op som paddehatte og skiltene på døren blev større og flere. Jo, der blev mere, men der blev faktisk ikke bedre. Vi har reelt ikke flyttet om på fysiske rammer eller andet i eksemplerne ovenfor. Vi har lukket, åbnet og lukket, men ikke redesignet.

Tænk også på dine oplevelser i butikslivet. Nogle få er begyndt at arbejde med gå-retninger, men bredden af døre eller gange er de samme, håndsprit placeres forkølet ved indgangen uden lys, bom eller andet, som gør en designet proces ud af oplevelsen.

Tidligere undersøgelser omkring håndhygiejne antyder, at vi rent faktisk alle sammen gerne vil. For mens der ganske rigtigt ofte er et større antal, der glemmer sæbe eller sprit, så er det som regel ikke et fravalg af renheden. En test viste fx at mange glemte sæben, men stort set alle brugte vandhanen.

Tilsvarende gælder om andre coronaregler. Vi er langt overvejende positivt indstillet og prøver det bedste vi kan, selvom rygtet desværre ofte siger noget andet. Men dårligt design og mangelfuld træning gør hverdagen vanskelig at navigere i. Man kan således sige, at det ikke er et spørgsmål om volumen – budskabet er forstået; nu mangler vi bedre rammer. Så mens borgerne individuelt har en rimelig sundhedskompetence, så er det måske organisationerne og institutionerne, som vi bør arbejde med. På videns- og uddannelsessiden kan man jo fx spørge: Hvordan forholder det sig med hygiejnisk træning af medarbejderne? Hvor er kurset i sikkerhedsregler? Hvor er den årlige håndvaskedag? Den kunne jo holdes sammen med brandøvelsen.

Og på designsiden kan med supermarkederne som eksempel spørge, hvorfor man ikke kobler håndspritten til den elektriske bom på vejen ind? Eller sørger for en central placering med tydelig belysning? Eller indbygger specialtilbud i infoskærmen? Man kan sagtens designe sig til 100% compliance. Men er det så borgernes eller organisationens sundhedskompetence, der halter, når det ikke sker?


En systemisk udfordring

Lokalt har indsatsen klart også været udfordret af mangel på specialiseret fagpersonale. Senest har også sundhedsministeren nævnt, at hygiejnesygeplejersker er kritisk vigtige, men en mangelvare. Og faktisk har vi manglet dette specialiserede fagpersonale i årevis. Erkendt det. Talt om det. Vredet hænder. Men ikke lavet et uddannelsesprogram eller en incitamentstruktur (og i flere år helt savnet selve uddannelsesmuligheden). Vi har faktisk stadig ikke lavet en strategi for øget uddannelse af disse.

En kendt politiker mente jo, at corona ville forsvinde en dag. Og ja, det gør den givetvis. Sagen er dog, at smitsomme sygdomme skam er med os altid. Så jo før vi gør op med undtagelsestankegangen og i stedet får arbejdet med redesign af rammer og træning, jo bedre. En god satsning på sundhedskompetence handler med andre ord her ikke om individerne, men om tilpasning af vores virkeligheden til at afspejle den adfærd vi ønsker at understøtte.

Vi har for længst erkendt, at man ikke kan bede bilisterne lade som om, at der er en rundkørsel – eller bare være dydige nok. Man bygger om. Og mens brugen af cykelhjelme bestemt vidner om, at målgruppen faktisk godt kan overtales til ny adfærd, så har yderligere fokus på design hjulpet til både lettere og mere avancerede løsninger til brugerne.

I 2021 skal der udrulles vacciner. En gylden mulighed, som forhåbentlig kan føre til, at vi kan lægge corona bag os. Man kan så samtidig håbe, at vi endelig får husket at kigge fremad også – der er mange værktøjer tilbage i værktøjskassen, som med fordel stadig kan hjælpe os overfor influenza, forkølelse eller roskildesyge – som vi bestemt har brug for overfor antibiotikaresistens også. Corona har afsløret mange ting, og bl.a. at problemet med sundhedskompetencer sagtens kan være systemiske fremfor individualiserede.

Lars Münter, chefkonsulent i Komiteen for Sundhedsoplysning og sekretariatschef i Rådet for Bedre Hygiejne. Email: munter@sundkom.dk

Posted on

Nytårshilsen

af Kristine Sørensen, formand for Dansk Health Literacy Netværk.

Vi har sagt farvel til 2020. Et år med massive sundhedsmæssige udfordringer på myndighedsniveau og i befolkningen. Det har også sat fokus på den strukturelle skævvridning som findes i sundhedssektoren, når det gælder social og etnisk ulighed. Desværre findes denne gradient også indenfor sundhedskompetence-området. Jeg håber, at de otte anbefalinger fra vores GPS’en om sundhedskompetence kan være med til at mindske uligheden i fremtiden. Myndighederne opfordres til at gå foran ved at integrere anbefalingerne som en del af deres daglige arbejde med borgerne og synliggøre hensyn til sundhedskompetencer i deres service. Vi kan alle være med til at gøre en forskel på individuelt og strukturelt niveau.

Vidensdeling er et vigtigt element i udbredelsen af kendskabet til sundhedskompetencer og deres betydning. Vores første nationale konference som var arrangeret i foråret 2020 blev desværre aflyst på grund af pandemien og det har ikke været muligt at afholde den senere på året af samme årsag. Vi håber, at det lykkes i 20021. I stedet er der taget initiativ til Dansk Health Literacy Netværks blog – et sundhedskompetent Danmark som et vidensforum og udstillingsvindue for alle de gode initiativer, der foregår. Tak til alle som har bidraget med artikler. Jeg håber, at mange flere benytter sig af muligheden i det kommende år.

Forskningen indenfor sundhedskompetencer i Danmark er stigende. Vi afventer blandt andet resultater fra det store M-POHL samarbejde, hvor Danmark deltager i den europæiske befolkningsundersøgelse under ledelse af Henrik Bøggild fra Aalborg Universitet med støtte fra Sundhedsministeriet og Sundhedsstyrelsen. Der kommer også nyt om corona-relaterede sundhedskompetencer fra UC Syd. Torben Lykke Sørensen og hans team på Sjællands Universitetshospital har desuden sat fokus på sundhedskompetence og øjensygdomme og indflydelsen på de kliniske arbejdsgange. Det samme har Sarah Fredsted Villadsen fra Københavns Universitet indenfor svangreomsorg. Der foregår meget rundt om i landet og vi ser frem til at høre om de forskellige indsatser.

Politisk er der større og større bevågenhed på sundhedskompetencers betydning for folkesundheden. Sundhedsstyrelsen arbejder på nye tiltag, WHO i Europa og globalt integrerer perspektiverne i nye strategier, Europarådet analyserer medlemslandenes tilgang til sundhedskompetencer og OECD kobler sundhedskompetencer med sundhed- og trivsels-dagsordenen. Pandemien har vist at folks adgang til forståelig information, informeret beslutningstagning og mulighed for at agere hensigtsmæssigt har stor betydning for deres adfærd. På Global Health Literacy Summit i oktober 2021 bliver der mulighed for at lære mere om den internationale indsats og jeg håber, at mange af jer har mulighed for at deltage og dele ud af jeres erfaringer.

Det er vigtigt, at vi i 2021 får endnu bedre indsigt i, hvordan sundhedskompetencer kan integreres i praksis. Interventionsforskning er blandt andet med til at belyse de mange forskellige dimensioner og vi kan blive endnu bedre til at dele vores viden om, hvad der virker og ikke virker. Når der tages udgangspunkt i borgernes og patienternes behov, ønsker og muligheder er der endnu større chancer for, at man opnår det ønskede resultat.

Uddannelsesmæssigt er det mit håb, at sundhedskompetencer bliver en del af pensum i de sundheds-og social-relaterede uddannelser i de kommende år og også gerne på journalistuddannelsen og andre uddannelser med fokus på formidling. Befolkningens sundhedskompetencer er et anliggende for mange discipliner og sektorer og den tværfaglige indsats kan på ingen måder undervurderes.

2020 var også året, hvor vi skiftede formand. Tak til Helle Terkildsen Maindal for den store indsats i de første fem år af netværkets levetid. Tak for det gode samarbejde i de forgangne år og i fremtiden, hvor du blandt andet fortsætter i ledelsen af Dansk Selskab for Folkesundhed. Held og lykke med de nye opgaver.

Pandemien hærger endnu og vi må stadig ikke glemme kroniske syge, den mentale sundhed og andre sygdomme i Danmark. Jeres daglige indsats er med til skabe kvalitet og livskvalitet for den enkelte, for deres pårørende, for deres lokalsamfund og for Danmark. Dansk Health Literacy Netværk har i skrivende stund 281 medlemmer i LinkedIn-gruppen som er vores samlingspunkt. En stor tak lyder til jer alle for jeres vigtige arbejde med at sætte sundhedskompetencer på dagsordenen og skabe et sundhedskompetent Danmark.

En fugl der sidder i træet er ikke bange for at grenen knækker, fordi dens tillid er ikke til grenen, men til at vingerne bærer. Mit ønske for 2021 er, at vi i Dansk Health Literacy Netværk sikrer at mange flere bliver sundhedskompetente og får tillid til at vingerne kan bære og grenene med, hvis uheldet er ude.

Godt nytår!

Kristine Sørensen

Formand for Dansk Health Literacy Netværk

Posted on

Vi skaber et sundhedskompetent Danmark – et eksempel fra svangreomsorgen

af lektor Sarah Fredsted Villadsen, Københavns Universitet

Sundhedskompetences betydning for ulighed i mor-barn sundhed

Ulighed i sundhed starter allerede i mors mave, og vi skal derfor konstant arbejde for at forstå og løse udfordringerne allerede, når gravide kvinder kommer til svangreomsorg. Vi ved, at socialt sårbare gravide kvinder har større risiko for at miste barnet inden fødslen eller i første leveår. Årsagerne til dødsfald tidligt i livet er komplekse, men vi ved at sundhedsvæsenet kan gøre en forskel. Mere end 20 % af de fødende kvinder i Danmark i dag er indvandrere eller efterkommere til indvandrere (etniske minoriteter), og disse kvinder kan have yderligere udfordringer med at få god kvalitet ud af svangreomsorgen. Nogle grupper af etniske minoritetskvinder har øget risiko for dødsfødsel og spædbarnsdød. Mødet mellem de gravide etniske minoritetskvinder og svangreomsorgen påvirkes ofte af kommunikations­barrierer, hvilket påvirker kvaliteten af sundhedsvæsenets indsats til denne gruppe. Kvinderne er udfordret af sundhedskompetencer og sprogkundskaber, og systemet lykkes ikke altid med at afbøde disse udfordringer.

Særligt kritisk er situationen, hvor gravide kvinder skal vurdere potentielle livsfarlige symptomer under graviditeten og hurtigt have fat i akut hjælp. Det er afgørende, at alle kvinder kan vurdere kropssymptomer, italesætte dem overfor jordemødre og navigere i de forskellige indgangsveje til akut hjælp. Vi kan se, at der sker en række forsinkelser i denne proces. I dag, hvor der er større etnisk diversitet blandt de fødende kvinder, stiller det nye krav til jordemødrene.

MAMAACT interventionen med fokus på sundhedskompetence

MAMAACT-projektet har netop til formål at reducere etnisk og social ulighed i mor-barn sundhed. Projektet fokuserer på at forbedre kommunikationen mellem gravide kvinder og jordemødre om kroppens tegn på graviditetskomplikationer, for derigennem at sikre optimal reaktion på komplikationer fra såvel kvindens som systemets side. Indsatsen består af dels af et kort og koncentreret efteruddannelsesforløb for jordemødre og dels af et oplysningsmateriale til de gravide kvinder. Jordemødrene undervises i interkulturel kommunikation, med fokus på at alle mennesker bærer en kultur og refleksion over denne i mødet med gravide kvinder åbner for en dialog med øget fokus på kvindens individuelle behov. Oplysningsmaterialet til gravide kvinder er en piktogrambaseret folder og en app på seks sprog. Folder og app forklarer de mest alvorlige faresignaler under graviditeten, og hvordan kvinderne skal reagere på disse.

Projektet er altså bygget op om den antagelse, at den jordemoderbaserede svangreomsorg gennem tilpasning i sin måde at møde de gravide kvinder på, kan fremme mor-barn sundheden. Vi har valgt, at evaluere projektets effekt ved at spørge gravide kvinder før og efter indsatsen, hvordan de oplever at kommunikere med sundhedsprofessionelle. Vi har valgt at bruge HLQ spørgeskemaets ene domæne om ”aktivt samarbejde med sundhedsprofessionelle” som vores primære succeskriterie og tolker domænet som udtryk for jordemødrenes sensitivitet over for kvindernes sundhedskompetence. Vi ved allerede, at kvinder med ikke-vestlig minoritetsbaggrund rapporterer et lavere niveau af evnen til aktivt at samarbejde med sundhedsprofessionelle end etniske danske kvinder gør, men vi ved endnu ikke, om vi med MAMAACT interventionen kan fremme kvindernes svar på domænet. Disse analyser vil blive udarbejdet i 2021.

Implementering og kvalitativ evaluering af MAMAACT

Projektet har mødt stor opbakning fra landets fødeafdelinger, og 20-21 har valgt at indgå i projektet. Baseret på lodtrækning har 10 fødeafdelinger har modtaget indsatsen, og 9 fødeafdelinger har fungeret som kontrolgruppe. Projektet blev implementeret på afdelingsniveau, hvor indsatsen blev givet til alle gravide uanset etnisk oprindelse og social position, da projektet formodes at gavne alle og ganske særligt udsatte kvinder og dermed kan modvirke social ulighed i sundhed.

En kvalitativ implementeringsanalyse viser, at jordemødrene generelt har været positive overfor MAMAACTS efteruddannelse. Jordemødrene giver blandt andet udtryk for, at de er blevet mere opmærksomme på, hvordan kvinderne kan have meget forskellige niveauer af sundhedskompetence og usikkerhed i forhold til navigation i sundhedsvæsenet. Den samlede arbejdsbyrde og mangel på tid har dog gjort det vanskeligt for jordemødrene at tilpasse konsultationerne og kommunikationen til den enkelte kvindes behov. Jordemødrenes arbejdsgange var præget af fasttømrede rutiner, og konsultationerne var præget af at give information frem for dialog (14). Alligevel har flere jordemødrene vurderet, at de har fået et ændret og mere kvalificeret henvendelsesmønster i akutmodtagelsen.

Kvinderne har generelt fundet MAMAACTS folder og app relevante. De har anvendt materialet til at øge deres viden om komplikationer og sondring mellem normale og unormale symptomer under graviditeten. De har også brugt materialet til at kontakte akutmodtagelsen, såfremt der var tegn på komplikationer. I konsultationen med jordemødrene, talte kvinderne dog primært om deres symptomer, hvis de blev adspurgt af jordemoderen. Kvinderne fandt det ikke mindst positivt, at materialet var tilgængeligt på mange af deres modersmål. Nogle af kvinderne brugte appen som opslagsværk og skiftede sprogindstillingen frem og tilbage mellem dansk og deres modersmål, således at de bedre at kunne forklare deres symptomer på dansk.

Der er forhold i kvindernes hverdagsliv, som gør det vanskeligt at reagere på potentielle komplikationer. Mange af de etniske minoritetskvinder mangler socialt netværk, som kan hjælpe med logistikken i akutte situationer, hvilket kan betyde udsættelse af kontakt til sundhedsvæsenet. Yderligere viste analysen også, at manglende tolkebrug enten på grund af systemets manglende organisering eller kvindens manglende mulighed for betaling af tolkegebyr, eller dårlig kvalitet i tolkningen og manglende tid, når der var tolk tilstede, udgjorde massive udfordringer for god dialog.

Ovenstående faktorer skaber forsat ulighed i svangreomsorgen, til trods for MAMAACTS konkrete tiltag rettet mod at fremme jordemødrenes sensitivitet overfor kvinderenes individuelle sundhedskompetence. De organisatoriske barrierer kan potentielt reduceres gennem øget fleksibilitet i sundhedssystemet, hvilket bør medtænkes i den fremtidige indsats mod at nedbringe ulighed i mor-barn sundhed.

For mere information: Lektor Sarah Fredsted Villadsen, Københavns Universitet, Institut for Folkesundhedsvidenskab, Afdeling for Social Medicin, CSS, Øster Farimagsgade 5A, København K, tlf. 35 32 79 97, email: sfv@sund.ku.dk

Posted on

Fra forskning til praksis – hvordan kan vi få gavn af at forstå patienters og borgeres e-sundhedskompetence?

Lars Kayser, Center for Sundhed, Informatik og Innovation, Københavns universitet

Med kravet om fysisk distancering i det forløbne år er den igangværende digitalisering af kommuner, hospitalers og de praktiserende lægers ydelser steget markant. I februar blev app’en ”Min læge” langsomt afprøvet i pilotundersøgelser og efter en god måneds tid kunne langt de fleste praktiserende læger tilbyde skærmkonsultationer. Der var desuden en meget større forventning om ydelser på afstand i befolkningen. Tilsvarende åbnede hospitalerne for ambulante virtuelle kontroller. Alle steder i samfundet, hvor vi har haft tjenester, der indebar fysisk fremmøde som fx møde på kommunen, undervisning i skolen, ambulant kontrol eller samtale med ens egen læge, jonglerede vi pludseligt med ord som Zoom og Teams.

En meget større del af befolkningen og en større bredde af aldersgrupper skal nu være ePatienter og forholde sig til nye apps, nye måder at mødes på og evt. krænge sin sjæl ud eller tale om ømtålelige emner med de, der sidder dér bag skærmen.

Det rejser de naturlige spørgsmål: Er det godt eller skidt? Vil de virtuelle tilbud marginalisere flere eller vil flere få lettere adgang til det, de har behov for, i forhold til deres sundhed?

Personligt nyder jeg at kunne deltage i væsentlige foredrag fra flere konferencer indenfor den samme uge uden at skulle rejse. I min undervisning er jeg ked af at miste kontakten til de studerende og interagere med dem i samme rum. På samme måde er det jo med de mange kontakter indenfor sundheds- og omsorgsvæsenet. Fx har specialestuderende fra uddannelsen Sundhed og Informatik undersøgt knap 400 personers holdning til apps i foråret og fulgt Københavns Kommunes Center for Kræft og Sundheds ”TEAMs” baserede virtuelle rehabilitering. Helt kort finder specialestudierne, at der er en vis grad af efterspørgsel efter fysiske møder og at det virtuelle ikke kan erstatte møderne. De virtuelle tilbud kan endog for nogle opfattes som en trussel mod fysisk fremmøde.

Hvad har det så at gøre med eSundhedskompetence? Det korte svar er, at eSundhedskompetence er en model, der kan hjælpe til at forstå brugerne af vores sundhedstjenester. I 2015 publicerede Nørgaard modellen ”The eHealth Literacy Framework” (eHLF) og i 2018 kunne vi stille et spørgeskema til rådighed, ”eHealth Literacy Questionnaire” (eHLQ), som hjælper med at afdække borgere og patienters styrker og svagheder indenfor modellens syv områder; evne til at finde informationer, anvende teknologi, forstå sundhedsdata og hvorvidt den enkelte har tillid til, hvordan vi anvender deres data, oplevelsen af at teknologi hjælper og det er motiverende at anvende den samt oplevelsen af at data udveksles og er tilgængelige når der er behov og kan tilgås på en måde der passer ens behov.

Vi har de sidste par år undersøgt eSundhedskompetencer hos patienter i et ambulatorium, hos gravide med dansk og anden etnisk baggrund, hos sygeplejestuderende, hos borgere henvist til rehabilitering i forbindelse med kræft eller diabetes og i et ambulatorium med patienter med inflammatorisk tarmsygdom, der følges med digitale PRO skemaer. Det er for tidligt at dele alle resultater, de er delvist offentliggjort og resten vil udkomme i 2021, men overordnet kan det konkluderes, at de forskellige grupper, vi har undersøgt, er heterogene, og det ikke er nok blot at se på alder, hvis man skal forstå, hvor den enkeltes ressourcer og barrierer ligger. Overordnet set kan uddannelse og den kliniske tilstand spille ind. Grundlæggende peger resultaterne på, at vi bør tilbyde de mange digitale tjenester gennem enten anvendelse af en eller flere relevante skalaer fra eHLQ eller gennem en behovsafdækkende samtale med fokus på eHLF-modellens syv områder, der overordnet kan inddeles i tre temaer; ”viden og færdigheder”, ”tillid og motivation” og ”tidligere og nuværende erfaringer”.

På den måde får begrebet ”personlig medicin” en vigtig digital dimension. Det vil jo være ærgerligt at miste nogen, fordi man ikke opdager, at de har svært ved at tilgå information fx er ordblinde, ikke forstår sundhedsbegreber eller har svært ved at bruge eller få adgang til computere. Her kan der suppleres med et andet værktøjssæt, ”The eHealth literacy Assessment toolkit” (eHLA) der hjælper til at screene mere specifikt inden for områderne sundheds- og digital kompetence, hvilket er et godt supplement til eHLQ, der i stedet bygger på selv-rapportering på et mere overordnet niveau.

Her vil jeg gerne invitere til et mere praksisnært samarbejde for at afprøve disse mange tilgange lokalt; ikke nødvendigvis som forskningsprojekter, til publikation i internationale tidsskrifter, men som initiativer der kan formidles i netværk og bruges i lokale kvalitetscirkler og programmer.

Lad os alle i vores daglige praksis gå mere differentieret og åbent ind i, hvordan vi bedst kan tilbyde den digitale fremtid til de, der har mulighed for at tage imod, forudsat at vi møder dem og støtter dem ud fra deres forståelse, holdninger og behov.

Tak til de mange, der har arbejdet med udvikling af de ovennævnte spørgeskemaer og modellen samt været med til at afprøve dem. Forskningen er foregået i samarbejde med kollegaer og ph.d.-studerende ved Københavns Universitet, Deakin og Swinburne University, Melbourne Australien, Københavns Kommunes Centre for hhv. Kræft og Sundhed og for Diabetes i samarbejde med Center for Aktiv Sundhed, Rigshospitalet og med Silkeborg Sygehus, Medicinsk Afdeling, Gentofte Hospital Medicinsk Ambulatorium, Svangre-ambulatorierne tilknyttet Hvidovre Hospital samt Københavns Professionshøjskole. De konkrete personer fremgår af de linkede artikler.

Lektor Lars Kayser, PhD, Institut for Folkesundhedsvidenskab. Email: lk@sund.ku.dk

Posted on

Fokus på sundhedskompetence bidrager til bedre forløb hos patienter med kronisk øjensygdom

Af Mathilde Bendix Søgaard, Sjællands Universitetshospital og Københavns Universitet.​

På øjenafdelingen på Sjællands Universitetshospital i Roskilde ser vi dagligt mere end hundrede patienter. Når det kommer til sundhedskompetencer, oplever vi særligt to problemstillinger på afdelingen. For det første, er en stor del af øjenpatienterne ældre borgere. Det er velkendt, at ældre er særligt udsatte for at have lave sundhedskompetencer. For det andet, har mange øjenpatienter synsnedsættelse, og de kan derfor opleve problemer med at læse tekster. Det betyder, at kommunikationen med disse patienter må foregå på andre præmisser fx ved oplæsning eller blindskrift. Patienter med synsnedsættelse kan derfor ligeledes være særligt udsatte for at have lave sundhedskompetencer. Dette kan være særligt udfordrende, da patienter med lave sundhedskompetencer kan have svært ved aktivt at tage hånd om eget helbred og være mindre tilbøjelige til at følge behandlingsplaner. Noget som kan være meget vigtigt for personer, der har en kronisk sygdom med et længere behandlingsforløb.

I et studie har vi målt sundhedskompetencer hos patienter med kronisk nethindesygdom på afdelingen. Studiet viste, at 63-73 % af patienterne har et problematisk eller utilstrækkeligt niveau af sundhedskompetencer. Det tyder altså på, at størstedelen af afdelingens øjenpatienter har relativt lave sundhedskompetencer. Det er endnu uvist, om lave sundhedskompetencer hos øjenpatienter har betydning for behandlingsforløb og resultater. Det har vi på afdelingen sat os for at undersøge nærmere. I et nyt forskningsprojekt undersøger vi, om patienternes sundhedskompetenceniveau har betydning for behandlingseffekt. Hvis det viser sig, at øjenpatienter med lave sundhedskompetencer får mindre gavn af behandlingen, kan det være relevant med en indsats, som kan øge patienters sundhedskompetencer, og på den måde bidrage til et bedre behandlingsforløb og behandlingsresultater.

Det er ikke kun patienternes sundhedskompetencer, vi bør være opmærksomme på, når vi tilstræber bedst mulige behandlingsforløb og mest mulig gavn af behandling. Når vi har med patienter at gøre, som har relativt lave sundhedskompetencer, er det særligt vigtigt, at afdelingens tilbud og information er tilgængelig for mennesker med forskellige sundhedskompetenceniveauer. På afdelingen har vi derfor for nyligt startet arbejdet med at undersøge øjenafdelingens organisatoriske health literacy. Her skal det vise sig om de krav, der stilles til patienterne i relation til behandlingen, er for høje, og om tilgængeligheden af afdelingens information og tilbud er tilstrækkelige. Undersøgelsen af den organisatoriske health literacy kan forhåbentlig stille skarpt på, hvordan vi bedre kan imødekomme patienter med lave sundhedskompetencer. På den måde kan vi skabe ændringer, som forhåbentlig på sigt bidrager til bedre og mere trygge behandlingsforløb.

Mathilde Bendix Søgaard er forskningsassistent ved Center for Sund Aldring på Københavns Universitet og Øjenafdelingen på Sjællands Universitetshospital i Roskilde. Kontakt: mathilde.sogaard@sund.ku.dk eller Prof. Torben Lykke Sørensen. Mobil: 47323965.

Posted on

Helbredende patientkommunikation

Af Jette Ammentorp. Center for Patientkommunikation.

Helbredende patientkommunikation. Hvad er det?  Og er det noget vi skal bruge ressourcer på i sundhedsvæsenet?

Svarene på disse spørgsmål er oftest, at god kommunikation er utrolig vigtigt, og har stor betydning for patientoplevelse, men at helbredelse kræver helt andre medicinske metoder. Hvilket formentlig også er en væsentlig grund til, at der ikke er præcedens for at afsætte de nødvendige ressourcer til optimering af patientkommunikationen i sundhedsvæsenet

En lidt bredere forståelse af ’helbredelse’ end den vi normalt anvender i vores sundhedsvæsen, kan måske også bidrage til at ændre vores opfattelse af, hvad det er for opgaver, vi står overfor i sundhedsvæsenet i dag og hvad der reelt er patienternes behov.

Ser man bort for de begrænsninger der er i den danske forståelse af helbredelse og gør brug af den   medicinske dikotomi cure (behandling) og healing (helbredelse), så giver det en lidt anden forståelse af både helbredelse og af sundhedsvæsenet opgaver end den vi normalt præsenteres for.

Denne opdeling i behandling og helbredelse tager udgangspunkt i den græske historie og mytologi, hvor Hippokrates anses som ’medicinens fader’ og grundlægger af den biomedicinske kurative tilgang til patientbehandling, medens den græske gud Asklepios er blevet symbolet på helbredelse.

På den baggrund er formålet med healing (helbredelse) at hjælpe det syge menneske tilbage til sit eget sunde selv – til det højest mulige niveau af sundhed og velvære (Casell).  

Aktualiteten af at inddrage dette perspektiv, understreges af det faktum, at det netop er sidstnævnte opgaver der er og bliver de væsentligste i fremtidens sundhedsvæsen, hvor en stadig større del af patienterne lider af kroniske lidelser, der ikke kan kureres. Disse patienter får i højere grad brug for hjælp til at forstå, hvordan man bedst muligt lever med disse lidelser, indsigt i hvordan man kan lindre/behandle symptomer og hvad man selv kan gøre for at få det bedre.

Med andre ord kræver det, at personalet indtager en mere ’responsiv rolle’, der er kendetegnet ved interesse, lydhørhed og respekt for patientens behov, værdier og præferencer. Hvilket er en rolle, der selvom den kan være naturlig for nogle, alligevel kræve meget opmærksomhed og træning. Det gør den bl.a fordi mødet med patienten og pårørende ofte er meget korte møder præget af kompleksitet, usikkerhed, sårbarhed og ikke mindst af de mange forskelligartede følelser, der kan være i spil,

Der er stadig kun ganske få eksempler på systematisk kommunikationstræning af sundhedsprofessionelle, men erfaringerne er ganske lovende, og de eksempler vi har fra nationale og internationale projekter har vist, at det kan lade sig gøre at implementerer kommunikationsprogrammer i stor skala i sundhedsvæsenet. Evaluering af disse studier, der alle er baseret på Calgary Cambridge Guiden, viser bl.a at træningen opleves som brugbar og giver personalet kompetencer, der gør at de i højere grad magter deres kommunikative opgaver. Nogle af disse erfaringer har ført til, at man nu har afsat regionale midler i Region Syd til at et lignende kommunikationsprogram skal implementeres alle sygehuse i regionen. Forhåbentlig kan det give anledning til at andre følger trop med det formål, at sikre en optimal patientbehandling, der i højere grad tilgodeser sårbare patienter og imødekomme de ulighedsproblemer, som gør sig gældende i vores sundhedsvæsen.

Professor Jette Ammentorp. Center for Patientkommunikation. www.cfpk.dk