Kategori: forskning

Posted on

Hånden på hjertet

Af Anna Aaby, læge og PhD; Aarhus Universitet

’Hånden på Hjertet’ er den danske titel på min PhD-afhandling  ’Heart Skills’ . Men ’Hånden på Hjertet’ er også navnet på den proces, som borgere og personale i Randers Rehabiliteringsenhed gennemgik undervejs i PhD- projektet. Her får I et uddrag af den fortælling om den danske primærsektor og dens motivationer og barrierer, der undervejs skrev sig ind i mit sind (og – må jeg indrømme mit hjerte).

Randers Rehabiliteringsenhed er en kommunal enhed under Randers Kommune og lokaliseret i Randers Sundhedscenter. Enheden er organiseret i otte rehabiliteringsteams, hvoraf et arbejder med mennesker med eller i risiko for hjertesygdom. ’Hjerteteamet’ var min primære samarbejdspartner i ’Hånden på Hjertet’. Sammen havde vi sat os for at undersøge, hvordan man i en kommunal sammenhæng kan arbejde med organisatoriske kvalitetsforbedringer med udgangspunkt i sundhedskompetence. Det var særligt vores håb, at blive bedre til at identificere og imødekomme sårbare borgeres støttebehov for der igennem at give alle borgere bedre adgang til succesfuld rehabilitering uanset deres individuelle ’bagage’.

Modige medarbejdere

Organisatorisk sundhedskompetence henviser til en enhed eller institutions evne til at imødekomme mennesker med forskellig sundhedskompetence og er grundigt behandlet i et tidligere blogindlæg ved Helle Terkildsen Maindal. I konceptet ligger i mine øjne en fordring til mig som sundhedsprofessionel –en forventning om, at jeg tager stafetten tilbage. At jeg ikke overlader ansvaret til borger under påskud af at være inddragende, men ser min egen rolle i at gøre adgang, deltagelse og beslutningstagen mulig, uanset borgers forudsætninger. Det kræver mod og forandringsparathed på mange organisatoriske niveauer.

I ’Hånden på Hjertet’ indførte vi et dialogredskab, der allerede i opstartssamtalen afdækkede borgers sundhedskompetence. I nogle tilfælde udløste denne dialog efterfølgende tilbud om en bred behovsafdækning af borgers vilkår og situation, der rakte langt ud over enhedens konkrete behandlingstilbud. Borgers udfordringer og barrierer blev anvendt til at målrette genoptræningsforløbet fx hvad angik individuelle støttesamtaler, men også til at italesætte de støttebehov, der i øvrigt knyttede sig til borgers liv, men som hjerteteamet ikke kunne dække. 

Den nye tilgang stillede store krav til hjerteteamets behandlere. Den udfordrede både den forudsigelighed, der kendetegnede deres rutiner, ligesom den synliggjorde begrænsningerne i behandlingstilbuddet i relation til borgers samlede livssituation. I en kommentar som led i en kvalitativ evaluering af processen forklarede en medarbejder, hvad der var svært:

”Det her med hvordan jeg går derfra og føler, jeg har gjort det godt nok […]. Altså […] have helt styr på den der kaotiske samtale, det kan være.”

Som sundhedsprofessionel genkender jeg trygheden i og vigtigheden af pålidelige rutiner – pakkeløsninger, forløbsprogrammer, behandlingsregimer og kliniske retningslinjer. Så ved man da, at man har evidensen på sin side…statistisk set!

Men vi ved det jo godt: Ikke alle passer ind i pakken. Det svære er at turde se ind i borgers virkelighed med empati og professionalisme og på den baggrund sætte rammerne for den service man kan (eller ikke kan) tilbyde.

Det gælder både over for de ressourcesvage borgere med særlige støttebehov, men det er også en faglig udfordring at lære at være tilbageholdende med tilbud til de ressourcestærke. Det var min oplevelse i ’Hånden på Hjertet’, at et fokus på sundhedskompetence med de rette redskaber kan medvirke til at kvalificere den nødvendige differentiering på en systematisk og håndterbar måde.

Begreb med vokseværk

’Hånden på hjertet’ var – ud over at være et forskningsprojekt – en lang række af lokale aktiviteter med fokus på sundhedskompetence. En del af aktiviteterne bidrog til behovsafdækning, andre til udvikling og afprøvning af kvalitetsforbedrende tiltag. Fælles for dem alle var at hjerteteamet og i mange tilfælde også dets ledere og en lang række borgere udgjorde den skabende masse.

Den samskabelsesproces ’Hånden på Hjertet’ derved kom til at udgøre smittede af på enhedens kultur. Sundhedskompetence blev en naturlig del af det inter-professionelle sprog, og integreredes, som følge af det vedvarende fokus, efterhånden mere substantielt i organisations drift også uden for projektets primære område. For eksempel blev sundhedskompetence et politisk aftalemål. En medarbejder beskrev processen således i før omtalte kvalitative evaluering:

”Sommetider kommer det jo også ovenfra hvad vi skal, ikke? Det her, det er jo et projekt, som har meget forplantet sig op og ned og til siden […]”

Fra min position som observatør af denne proces, blev udviklingen et stærkt bevis på potentialet i arbejdet med sundhedskompetence. Såvel politikere som ledere, sundhedsprofessionelle og borgere tog mere eller mindre intuitivt begrebet til sig og foldede det ud i deres egen kontekst og den udrulning ser i øvrigt ud til at fortsætte også nu efter ’Hånden på Hjertet’ er afsluttet.

Måske skyldtes den lokale interesse en almenmenneskelig trang til at ”puste på såret” – også når ”såret” er en uretfærdig fordeling af sundhed og velvære som følge af vilkår eller kontekst. Organisatorisk arbejde med sundhedskompetence opruster os i kampen mod ulighed – uanset om vi læser den ud af politiske redegørelser og sundhedsdata eller i ansigtet på de medmennesker, vi møder. Fra et organisatorisk synspunkt handler sundhedskompetence om adgang. Ikke kun om formelt at have adgang (for det har jo alle danskere jævnfør sundhedsloven), men også om at give adgang. Om at kunne støtte borger i det, som han eller hun har behov for. Og det er – med hånden på mit eget hjerte – kernen i sundhedsprofessionel virksomhed.

Anna Aaby er læge og postdoc ved Institut for Folkesundhed, Aarhus Universitet. For mere information kontakt: aaby@ph.au.dk

Posted on

Fra forskning til praksis – hvordan kan vi få gavn af at forstå patienters og borgeres e-sundhedskompetence?

Lars Kayser, Center for Sundhed, Informatik og Innovation, Københavns universitet

Med kravet om fysisk distancering i det forløbne år er den igangværende digitalisering af kommuner, hospitalers og de praktiserende lægers ydelser steget markant. I februar blev app’en ”Min læge” langsomt afprøvet i pilotundersøgelser og efter en god måneds tid kunne langt de fleste praktiserende læger tilbyde skærmkonsultationer. Der var desuden en meget større forventning om ydelser på afstand i befolkningen. Tilsvarende åbnede hospitalerne for ambulante virtuelle kontroller. Alle steder i samfundet, hvor vi har haft tjenester, der indebar fysisk fremmøde som fx møde på kommunen, undervisning i skolen, ambulant kontrol eller samtale med ens egen læge, jonglerede vi pludseligt med ord som Zoom og Teams.

En meget større del af befolkningen og en større bredde af aldersgrupper skal nu være ePatienter og forholde sig til nye apps, nye måder at mødes på og evt. krænge sin sjæl ud eller tale om ømtålelige emner med de, der sidder dér bag skærmen.

Det rejser de naturlige spørgsmål: Er det godt eller skidt? Vil de virtuelle tilbud marginalisere flere eller vil flere få lettere adgang til det, de har behov for, i forhold til deres sundhed?

Personligt nyder jeg at kunne deltage i væsentlige foredrag fra flere konferencer indenfor den samme uge uden at skulle rejse. I min undervisning er jeg ked af at miste kontakten til de studerende og interagere med dem i samme rum. På samme måde er det jo med de mange kontakter indenfor sundheds- og omsorgsvæsenet. Fx har specialestuderende fra uddannelsen Sundhed og Informatik undersøgt knap 400 personers holdning til apps i foråret og fulgt Københavns Kommunes Center for Kræft og Sundheds ”TEAMs” baserede virtuelle rehabilitering. Helt kort finder specialestudierne, at der er en vis grad af efterspørgsel efter fysiske møder og at det virtuelle ikke kan erstatte møderne. De virtuelle tilbud kan endog for nogle opfattes som en trussel mod fysisk fremmøde.

Hvad har det så at gøre med eSundhedskompetence? Det korte svar er, at eSundhedskompetence er en model, der kan hjælpe til at forstå brugerne af vores sundhedstjenester. I 2015 publicerede Nørgaard modellen ”The eHealth Literacy Framework” (eHLF) og i 2018 kunne vi stille et spørgeskema til rådighed, ”eHealth Literacy Questionnaire” (eHLQ), som hjælper med at afdække borgere og patienters styrker og svagheder indenfor modellens syv områder; evne til at finde informationer, anvende teknologi, forstå sundhedsdata og hvorvidt den enkelte har tillid til, hvordan vi anvender deres data, oplevelsen af at teknologi hjælper og det er motiverende at anvende den samt oplevelsen af at data udveksles og er tilgængelige når der er behov og kan tilgås på en måde der passer ens behov.

Vi har de sidste par år undersøgt eSundhedskompetencer hos patienter i et ambulatorium, hos gravide med dansk og anden etnisk baggrund, hos sygeplejestuderende, hos borgere henvist til rehabilitering i forbindelse med kræft eller diabetes og i et ambulatorium med patienter med inflammatorisk tarmsygdom, der følges med digitale PRO skemaer. Det er for tidligt at dele alle resultater, de er delvist offentliggjort og resten vil udkomme i 2021, men overordnet kan det konkluderes, at de forskellige grupper, vi har undersøgt, er heterogene, og det ikke er nok blot at se på alder, hvis man skal forstå, hvor den enkeltes ressourcer og barrierer ligger. Overordnet set kan uddannelse og den kliniske tilstand spille ind. Grundlæggende peger resultaterne på, at vi bør tilbyde de mange digitale tjenester gennem enten anvendelse af en eller flere relevante skalaer fra eHLQ eller gennem en behovsafdækkende samtale med fokus på eHLF-modellens syv områder, der overordnet kan inddeles i tre temaer; ”viden og færdigheder”, ”tillid og motivation” og ”tidligere og nuværende erfaringer”.

På den måde får begrebet ”personlig medicin” en vigtig digital dimension. Det vil jo være ærgerligt at miste nogen, fordi man ikke opdager, at de har svært ved at tilgå information fx er ordblinde, ikke forstår sundhedsbegreber eller har svært ved at bruge eller få adgang til computere. Her kan der suppleres med et andet værktøjssæt, ”The eHealth literacy Assessment toolkit” (eHLA) der hjælper til at screene mere specifikt inden for områderne sundheds- og digital kompetence, hvilket er et godt supplement til eHLQ, der i stedet bygger på selv-rapportering på et mere overordnet niveau.

Her vil jeg gerne invitere til et mere praksisnært samarbejde for at afprøve disse mange tilgange lokalt; ikke nødvendigvis som forskningsprojekter, til publikation i internationale tidsskrifter, men som initiativer der kan formidles i netværk og bruges i lokale kvalitetscirkler og programmer.

Lad os alle i vores daglige praksis gå mere differentieret og åbent ind i, hvordan vi bedst kan tilbyde den digitale fremtid til de, der har mulighed for at tage imod, forudsat at vi møder dem og støtter dem ud fra deres forståelse, holdninger og behov.

Tak til de mange, der har arbejdet med udvikling af de ovennævnte spørgeskemaer og modellen samt været med til at afprøve dem. Forskningen er foregået i samarbejde med kollegaer og ph.d.-studerende ved Københavns Universitet, Deakin og Swinburne University, Melbourne Australien, Københavns Kommunes Centre for hhv. Kræft og Sundhed og for Diabetes i samarbejde med Center for Aktiv Sundhed, Rigshospitalet og med Silkeborg Sygehus, Medicinsk Afdeling, Gentofte Hospital Medicinsk Ambulatorium, Svangre-ambulatorierne tilknyttet Hvidovre Hospital samt Københavns Professionshøjskole. De konkrete personer fremgår af de linkede artikler.

Lektor Lars Kayser, PhD, Institut for Folkesundhedsvidenskab. Email: lk@sund.ku.dk

Posted on

Fokus på sundhedskompetence bidrager til bedre forløb hos patienter med kronisk øjensygdom

Af Mathilde Bendix Søgaard, Sjællands Universitetshospital og Københavns Universitet.​

På øjenafdelingen på Sjællands Universitetshospital i Roskilde ser vi dagligt mere end hundrede patienter. Når det kommer til sundhedskompetencer, oplever vi særligt to problemstillinger på afdelingen. For det første, er en stor del af øjenpatienterne ældre borgere. Det er velkendt, at ældre er særligt udsatte for at have lave sundhedskompetencer. For det andet, har mange øjenpatienter synsnedsættelse, og de kan derfor opleve problemer med at læse tekster. Det betyder, at kommunikationen med disse patienter må foregå på andre præmisser fx ved oplæsning eller blindskrift. Patienter med synsnedsættelse kan derfor ligeledes være særligt udsatte for at have lave sundhedskompetencer. Dette kan være særligt udfordrende, da patienter med lave sundhedskompetencer kan have svært ved aktivt at tage hånd om eget helbred og være mindre tilbøjelige til at følge behandlingsplaner. Noget som kan være meget vigtigt for personer, der har en kronisk sygdom med et længere behandlingsforløb.

I et studie har vi målt sundhedskompetencer hos patienter med kronisk nethindesygdom på afdelingen. Studiet viste, at 63-73 % af patienterne har et problematisk eller utilstrækkeligt niveau af sundhedskompetencer. Det tyder altså på, at størstedelen af afdelingens øjenpatienter har relativt lave sundhedskompetencer. Det er endnu uvist, om lave sundhedskompetencer hos øjenpatienter har betydning for behandlingsforløb og resultater. Det har vi på afdelingen sat os for at undersøge nærmere. I et nyt forskningsprojekt undersøger vi, om patienternes sundhedskompetenceniveau har betydning for behandlingseffekt. Hvis det viser sig, at øjenpatienter med lave sundhedskompetencer får mindre gavn af behandlingen, kan det være relevant med en indsats, som kan øge patienters sundhedskompetencer, og på den måde bidrage til et bedre behandlingsforløb og behandlingsresultater.

Det er ikke kun patienternes sundhedskompetencer, vi bør være opmærksomme på, når vi tilstræber bedst mulige behandlingsforløb og mest mulig gavn af behandling. Når vi har med patienter at gøre, som har relativt lave sundhedskompetencer, er det særligt vigtigt, at afdelingens tilbud og information er tilgængelig for mennesker med forskellige sundhedskompetenceniveauer. På afdelingen har vi derfor for nyligt startet arbejdet med at undersøge øjenafdelingens organisatoriske health literacy. Her skal det vise sig om de krav, der stilles til patienterne i relation til behandlingen, er for høje, og om tilgængeligheden af afdelingens information og tilbud er tilstrækkelige. Undersøgelsen af den organisatoriske health literacy kan forhåbentlig stille skarpt på, hvordan vi bedre kan imødekomme patienter med lave sundhedskompetencer. På den måde kan vi skabe ændringer, som forhåbentlig på sigt bidrager til bedre og mere trygge behandlingsforløb.

Mathilde Bendix Søgaard er forskningsassistent ved Center for Sund Aldring på Københavns Universitet og Øjenafdelingen på Sjællands Universitetshospital i Roskilde. Kontakt: mathilde.sogaard@sund.ku.dk eller Prof. Torben Lykke Sørensen. Mobil: 47323965.