Kategori: Kommunikation

Posted on

Et sundhedsvæsen for alle? Ikke uden større hensyntagen til patienternes sundhedskompetencer!

Af Laura Emilie Møller-Hansen og Mia Louise Behn Hansen.

Sundhedsstyrelsen beskriver, at sundhedsvæsenet skal være for alle . Det indikerer, at der i det danske sundhedsvæsen skal være plads til alle slags patienter uanset individuelle behov. Mellem linjerne beskriver Sundhedsstyrelsen dog også, at den enkelte patient forventes at være proaktiv og tage ansvar for egen sundhed. Der er dermed en indirekte forventning til, at man som patient skal være en aktiv deltager i sit forløb i sundhedsvæsenet.

Samtidig kender de fleste af os godt sandheden; ikke alle kan og tager ansvar på lige fod med andre. Nogle af udfordringerne for sundhedsvæsenet handler derfor om, hvorvidt sundhedsvæsenet formår at skabe de bedste muligheder for, at alle patienter kan tage ansvar og være proaktive, samt at patienterne bliver motiveret til at være aktive deltagere i deres egne forløb.

Det er et kendt og stort samfundsmæssigt problem, at der er en stor ulighed i sundhed i  Danmark . Der er mange måder at forsøge at mindske uligheden i sundhed på, men vi mener, at tilgangen til sundhedsinformation er et vigtigt punkt at tage fat på. Patienter bliver i mange dele af sundhedsvæsenet mødt af sundhedsinformation lige fra det øjeblik, hvor de skal i kontakt med sundhedsvæsenet. Sundhedsinformation kan derfor i høj grad argumenteres for at være afgørende for patienternes adgang til sundhedsvæsenet. Hvis man generelt i sundhedsvæsenet begyndte at tage mere hensyn til patienternes sundhedskompetence, tror vi på, at man ville kunne se en forskel i uligheden i sundhed.

Ulighed grundet sundhedskompetence?

Patienters sundhedskompetence afhænger af faktorer såsom alder, køn, uddannelsesniveau og socioøkonomisk baggrund, men også af kontekst og helbredsmæssig status. Flere danske studier har påpeget, at flere i den danske befolkning (op til 40%) har svært ved at forstå sundhedsinformation og navigere i sundhedsvæsenet som følge af lavere niveauer af sundhedskompetence . Derfor er der stor forskel på  patienters sundhedskompetence, og patienterne har dermed forskellige forudsætninger for at finde, læse, forstå og anvende sundhedsinformation i relation til egen sundhed.

Hvis patienter ikke kan forstå sundhedsinformation, har de ikke mulighed for at drage nytte af og handle på baggrund af informationen. Dette betyder helt konkret, at patienter i sådanne tilfælde ekskluderes fra muligheden for at tage ansvar for egen sundhed. Sundhedsinformation, der ikke er tilpasset patienters varierende sundhedskompetence, risikerer derfor at forstærke den eksisterende ulighed i sundhed, fordi nogle patienter grundet et højere niveau af sundhedskompetence har bedre forudsætninger for at forstå sundhedsinformation. Dermed er det kun nogle patienter, der har mulighed for at forstå sundhedsinformation og anvende den til fordel for egen sundhed.

For at imødekomme patienternes forskellige niveauer af sundhedskompetence kan man arbejde ud fra to perspektiver; enten ved at øge patienternes sundhedskompetence til højere niveauer eksempelvis gennem patientuddannelser eller ved at tilpasse sundhedsinformationen til patienter med lavere niveauer af sundhedskompetence. Ved massekommunikation eller kommunikation til store målgrupper kan det være fordelagtigt at tilpasse sundhedsinformationen til patienter med lavere niveauer af sundhedskompetence for at opnå den bredest mulige forståelse.

Det er et kendt og aktuelt problem, at meget af den eksisterende sundhedsinformation ikke er tilpasset til patienters forskellige niveauer af sundhedskompetence. Konkret ses dette ved, at sundhedsinformationen er skrevet i et svært og kompliceret sprog, der gør det svært for patienter med lavere niveauer af sundhedskompetence at forstå. Det anbefales derfor at kommunikere i et simpelt sprog, som vil sikre en bredere forståelse blandt alle patienter. I tråd med denne anbefaling er det vigtigt at slå fast, at et simpelt sprog ikke nødvendigvis betyder, at man taler ned til patienter, eller at man mister den faglige holdbarhed, som ifølge vores erfaringer kan være bekymringer blandt flere sundhedsprofessionelle.

Hensyn til patienters sundhedskompetence bør være et vigtigt fokusområde i sundhedsvæsenet

Vi mener, at et øget hensyn til patienters sundhedskompetence kan bruges til fremme lighed i sundhed, da flere vil kunne forstå og handle på sundhedsinformation og dermed få muligheden for at opnå sundhedsmæssige fordele heraf. Det handler i bund og grund for sundhedsvæsenet om at kommunikere i et mere simpelt og hverdagsagtigt sprog til patienterne, end man gør lige nu, så budskaberne i sundhedsinformationen kan komme flere til gavn. I vores tidligere indlæg fra januar kan du, for eksempel, få konkrete anbefalinger til, hvordan du tager højde for patienters sundhedskompetence i digital patientinformation.

Hvis man ikke øger fokus på at tage hensyn til patienters sundhedskompetence i sundhedsvæsenet, risikerer man at fastholde en ulige adgang til sundhedsvæsenet og forstærke den eksisterende ulighed i sundhed. Med dette in mente undrer vi os over, at sundhedskompetence som fokuspunkt ikke er nævnt i Sundhedsstyrelsens seneste rapport om årsager til og indsatser mod ulighed i sundhed fra september 2020. Vi håber på, at sundhedskompetence med tiden bliver mere anerkendt og får større opmærksomhed som et vigtigt fokusområde i sundhedsvæsenet, som vi mener, at det bør være.

Laura Emilie Møller-Hansen og Mia Louise Behn Hansen er kandidater i Folkesundhedsvidenskab fra Aarhus Universitet. I foråret 2020 skrev Laura og Mia kandidatspeciale om kvaliteten af digital patientinformation og dets betydning for ulighed i sundhed, og Laura har tidligere gennem sit arbejde beskæftiget sig med Health Literacy i forbindelse med flere forskellige projekter.

Kontakt: Laura på tlf. 2895 5822 eller lauraemiliemh@gmail.com og Mia på tlf. 4119 7810 eller mialouisebhansen@gmail.com

Posted on

GØR DIGITAL PATIENTINFORMATION TIL GAVN FOR PATIENTERNE VED AT TAGE HENSYN TIL PATIENTERNES SUNDHEDSKOMPETENCER

af Laura Emilie Møller-Hansen og Mia Louise Behn Hansen

Dansk Health Literacy Netværk Digital Patientinformation

Med digitaliseringen af sundhedsvæsenet er patientinformation også i stigende grad blevet digital. Patienter kan dermed nemmere få adgang til viden om sundhed, sygdom, og behandlingsmuligheder på internettet end tidligere. Andre muligheder og gevinster ved digital patientinformation er at øge patienters mulighed for empowerment og imødekomme patienter med læsevanskeligheder via lyd og video. Dog er det stadig et problem, at mange patienter har svært ved at forstå den eksisterende patientinformation, som derfor kan spænde ben for de potentielle gevinster og muligheder. Det er derfor vigtigt at forstå problemerne ved den eksisterende digitale patientinformation for at kunne forbedre den og gøre den til gavn for patienterne.

Problemet med patientinformation er ofte, at patientinformation er skrevet i et omstændigt sprog med lange sætninger og en indviklet sætningsopbygning samt ofte indeholder fagsprog såsom latin og andre fagudtryk. Det er et kendt problem, at sundhedsprofessionelle og eksperter generelt kan have udfordringer med at kommunikere til patienter og borgere i et sprog, de forstår. Derudover er det også et problem, at indholdet ofte er beskrevet ukonkret. Disse faktorer udfordrer og stiller store krav til patienternes sundhedskompetencer, hvor forståelse af sundhedsinformation er et afgørende element af begrebet. Yderligere er det et problem specifikt for digital patientinformation, at der ved udarbejdelsen ikke altid tages hensyn til digital brugeradfærd såsom en anderledes læseteknik (hvor patienten som læseren i højere grad skimmer informationen), visuelt design og opsætning, og links.

Derfor er det vigtigt, at man ikke laver digital patientinformation efter principper for analog patientinformation, fordi disse ikke fungerer digitalt. Sagt med andre ord kan man ikke bare overføre analog patientinformation til et digitalt medie og tro, at det virker. I sådanne tilfælde tyder det derfor på, at der ikke er taget hensyn til patienters digitale sundhedskompetencer, hvilket gør det yderligere svært for patienterne at forstå den digitale patientinformation. En vigtig forudsætning for, at en patient kan få gavn af patientinformation som digital sundhedsløsning, er, at patienten har en tilstrækkelig teknisk formåen, kan søge sig frem til den relevante information samt kan læse og forstå den tilhørende sundhedsinformation.

Når det kommer til digital patientinformation, er udfordringen derfor bl.a. at sørge for, at patientinformationen ikke blot er tilgængelig for patienterne digitalt, men at informationen også imødekommer patienternes forskellige niveauer af digitale sundhedskompetencer og er udformet efter det specifikke digitale medie.

Hvis man ikke tager højde for dette, kan patientinformationen risikere at øge den eksisterende ulighed i sundhed. Man er dog samtidig nødt til at være bevidst om, at uanset hvad vil nogle patienter ikke kunne nås med hverken digital eller analog patientinformation. På trods af et øget hensyn til sundhedskompetencer vil der derfor stadig være patienter, der kræver en individuelt målrettet informationsindsats.

Det store spørgsmål er derfor, hvordan laver man optimal digital patientinformation i praksis?

Vi tror på, at der skal en større kulturforandring til, før vi kan ændre på status quo for den nuværende patientinformation. Vi mener, at sundhedskompetencer, patientinformation og sundhedskommunikation fortjener større anerkendelse som vigtige og afgørende komponenter i sundhedsvæsenet. Ved at tage hensyn til patienternes sundhedskompetencer i udformningen af patientinformation er vi et skridt tættere på at lave patientinformation til gavn for dem, den er tiltænkt; nemlig patienterne selv! 
Så hvor skal man starte, hvis man vil forbedre sin digitale patientinformation, så der i højere grad tages hensyn til patienternes digitale sundhedskompetencer? Vi peger på følgende fire anbefalinger, som er blevet til med inspiration fra allerede eksisterende anbefalinger inden for sundhedskommunikation og på baggrund af resultaterne i vores kandidatspeciale omhandlende kvaliteten af digital patientinformation.

  1. Skriv i et sprog, som alle patienter kan forstå: Hvis man vil være sikker på at nå så mange patienter som muligt, bør man skrive efter 5.-6. klasses niveau med korte og konkrete sætninger samt i letforståeligt og simpelt sprog for at sikre bredest mulig forståelse . Blot fordi man formidler i et letforståeligt sprog til patienterne, behøver patientinformationen ikke at miste sin præcision i forhold til det sundhedsfaglige indhold.
  2. Udform patientinformation i et tværfagligt samarbejde: Ved at have både sundhedsfaglige eksperter, intralingvale oversættere*, patienter og kommunikationsmedarbejdere, vil patientinformationen bedre kunne tage hensyn til både faglig holdbarhed, sproglig udformning, patienters behov og opsætningen af patientinformationen (*En intralingval oversætter er specialist i at omformulere en tekst i fagsprog til et sprog, som en person uden samme faglige kompetencer vil kunne forstå).
  3. Inddrag patienter i højere grad: Patienter kan bidrage med værdifuld viden om, hvad de bl.a. føler behov for at få at vide i patientinformationen, samt om patientinformationen er udformet i et forståeligt sprog for dem som modtagere. Ved at inddrage patienterne i udarbejdelsen har man bedre mulighed for at lave patientcentreret og dermed modtagerrettet patientinformation.
  4. Tag hensyn til det digitale medie og digitale brugeradfærd: Når patientinformation leveres digitalt, er man nødt til at tilpasse patientinformationen efter digitale forhold, fordi man læser og søger efter information anderledes på en skærm end på papir. 

Laura Emilie Møller-Hansen og Mia Louise Behn Hansen er kandidater i Folkesundhedsvidenskab fra Aarhus Universitet og har arbejdet med Health Literacy i flere forskellige projekter. I foråret 2020 skrev Laura og Mia kandidatspeciale om kvaliteten af digital patientinformation og dets betydning for ulighed i sundhed. 

Kontakt: Laura på tlf. 28955822 eller lauraemiliemh@gmail.com og Mia på tlf. 4119 7810 eller mialouisebhansen@gmail.com

Posted on

Fra forskning til praksis – hvordan kan vi få gavn af at forstå patienters og borgeres e-sundhedskompetence?

Lars Kayser, Center for Sundhed, Informatik og Innovation, Københavns universitet

Med kravet om fysisk distancering i det forløbne år er den igangværende digitalisering af kommuner, hospitalers og de praktiserende lægers ydelser steget markant. I februar blev app’en ”Min læge” langsomt afprøvet i pilotundersøgelser og efter en god måneds tid kunne langt de fleste praktiserende læger tilbyde skærmkonsultationer. Der var desuden en meget større forventning om ydelser på afstand i befolkningen. Tilsvarende åbnede hospitalerne for ambulante virtuelle kontroller. Alle steder i samfundet, hvor vi har haft tjenester, der indebar fysisk fremmøde som fx møde på kommunen, undervisning i skolen, ambulant kontrol eller samtale med ens egen læge, jonglerede vi pludseligt med ord som Zoom og Teams.

En meget større del af befolkningen og en større bredde af aldersgrupper skal nu være ePatienter og forholde sig til nye apps, nye måder at mødes på og evt. krænge sin sjæl ud eller tale om ømtålelige emner med de, der sidder dér bag skærmen.

Det rejser de naturlige spørgsmål: Er det godt eller skidt? Vil de virtuelle tilbud marginalisere flere eller vil flere få lettere adgang til det, de har behov for, i forhold til deres sundhed?

Personligt nyder jeg at kunne deltage i væsentlige foredrag fra flere konferencer indenfor den samme uge uden at skulle rejse. I min undervisning er jeg ked af at miste kontakten til de studerende og interagere med dem i samme rum. På samme måde er det jo med de mange kontakter indenfor sundheds- og omsorgsvæsenet. Fx har specialestuderende fra uddannelsen Sundhed og Informatik undersøgt knap 400 personers holdning til apps i foråret og fulgt Københavns Kommunes Center for Kræft og Sundheds ”TEAMs” baserede virtuelle rehabilitering. Helt kort finder specialestudierne, at der er en vis grad af efterspørgsel efter fysiske møder og at det virtuelle ikke kan erstatte møderne. De virtuelle tilbud kan endog for nogle opfattes som en trussel mod fysisk fremmøde.

Hvad har det så at gøre med eSundhedskompetence? Det korte svar er, at eSundhedskompetence er en model, der kan hjælpe til at forstå brugerne af vores sundhedstjenester. I 2015 publicerede Nørgaard modellen ”The eHealth Literacy Framework” (eHLF) og i 2018 kunne vi stille et spørgeskema til rådighed, ”eHealth Literacy Questionnaire” (eHLQ), som hjælper med at afdække borgere og patienters styrker og svagheder indenfor modellens syv områder; evne til at finde informationer, anvende teknologi, forstå sundhedsdata og hvorvidt den enkelte har tillid til, hvordan vi anvender deres data, oplevelsen af at teknologi hjælper og det er motiverende at anvende den samt oplevelsen af at data udveksles og er tilgængelige når der er behov og kan tilgås på en måde der passer ens behov.

Vi har de sidste par år undersøgt eSundhedskompetencer hos patienter i et ambulatorium, hos gravide med dansk og anden etnisk baggrund, hos sygeplejestuderende, hos borgere henvist til rehabilitering i forbindelse med kræft eller diabetes og i et ambulatorium med patienter med inflammatorisk tarmsygdom, der følges med digitale PRO skemaer. Det er for tidligt at dele alle resultater, de er delvist offentliggjort og resten vil udkomme i 2021, men overordnet kan det konkluderes, at de forskellige grupper, vi har undersøgt, er heterogene, og det ikke er nok blot at se på alder, hvis man skal forstå, hvor den enkeltes ressourcer og barrierer ligger. Overordnet set kan uddannelse og den kliniske tilstand spille ind. Grundlæggende peger resultaterne på, at vi bør tilbyde de mange digitale tjenester gennem enten anvendelse af en eller flere relevante skalaer fra eHLQ eller gennem en behovsafdækkende samtale med fokus på eHLF-modellens syv områder, der overordnet kan inddeles i tre temaer; ”viden og færdigheder”, ”tillid og motivation” og ”tidligere og nuværende erfaringer”.

På den måde får begrebet ”personlig medicin” en vigtig digital dimension. Det vil jo være ærgerligt at miste nogen, fordi man ikke opdager, at de har svært ved at tilgå information fx er ordblinde, ikke forstår sundhedsbegreber eller har svært ved at bruge eller få adgang til computere. Her kan der suppleres med et andet værktøjssæt, ”The eHealth literacy Assessment toolkit” (eHLA) der hjælper til at screene mere specifikt inden for områderne sundheds- og digital kompetence, hvilket er et godt supplement til eHLQ, der i stedet bygger på selv-rapportering på et mere overordnet niveau.

Her vil jeg gerne invitere til et mere praksisnært samarbejde for at afprøve disse mange tilgange lokalt; ikke nødvendigvis som forskningsprojekter, til publikation i internationale tidsskrifter, men som initiativer der kan formidles i netværk og bruges i lokale kvalitetscirkler og programmer.

Lad os alle i vores daglige praksis gå mere differentieret og åbent ind i, hvordan vi bedst kan tilbyde den digitale fremtid til de, der har mulighed for at tage imod, forudsat at vi møder dem og støtter dem ud fra deres forståelse, holdninger og behov.

Tak til de mange, der har arbejdet med udvikling af de ovennævnte spørgeskemaer og modellen samt været med til at afprøve dem. Forskningen er foregået i samarbejde med kollegaer og ph.d.-studerende ved Københavns Universitet, Deakin og Swinburne University, Melbourne Australien, Københavns Kommunes Centre for hhv. Kræft og Sundhed og for Diabetes i samarbejde med Center for Aktiv Sundhed, Rigshospitalet og med Silkeborg Sygehus, Medicinsk Afdeling, Gentofte Hospital Medicinsk Ambulatorium, Svangre-ambulatorierne tilknyttet Hvidovre Hospital samt Københavns Professionshøjskole. De konkrete personer fremgår af de linkede artikler.

Lektor Lars Kayser, PhD, Institut for Folkesundhedsvidenskab. Email: lk@sund.ku.dk

Posted on

Fokus på sundhedskompetence bidrager til bedre forløb hos patienter med kronisk øjensygdom

Af Mathilde Bendix Søgaard, Sjællands Universitetshospital og Københavns Universitet.​

På øjenafdelingen på Sjællands Universitetshospital i Roskilde ser vi dagligt mere end hundrede patienter. Når det kommer til sundhedskompetencer, oplever vi særligt to problemstillinger på afdelingen. For det første, er en stor del af øjenpatienterne ældre borgere. Det er velkendt, at ældre er særligt udsatte for at have lave sundhedskompetencer. For det andet, har mange øjenpatienter synsnedsættelse, og de kan derfor opleve problemer med at læse tekster. Det betyder, at kommunikationen med disse patienter må foregå på andre præmisser fx ved oplæsning eller blindskrift. Patienter med synsnedsættelse kan derfor ligeledes være særligt udsatte for at have lave sundhedskompetencer. Dette kan være særligt udfordrende, da patienter med lave sundhedskompetencer kan have svært ved aktivt at tage hånd om eget helbred og være mindre tilbøjelige til at følge behandlingsplaner. Noget som kan være meget vigtigt for personer, der har en kronisk sygdom med et længere behandlingsforløb.

I et studie har vi målt sundhedskompetencer hos patienter med kronisk nethindesygdom på afdelingen. Studiet viste, at 63-73 % af patienterne har et problematisk eller utilstrækkeligt niveau af sundhedskompetencer. Det tyder altså på, at størstedelen af afdelingens øjenpatienter har relativt lave sundhedskompetencer. Det er endnu uvist, om lave sundhedskompetencer hos øjenpatienter har betydning for behandlingsforløb og resultater. Det har vi på afdelingen sat os for at undersøge nærmere. I et nyt forskningsprojekt undersøger vi, om patienternes sundhedskompetenceniveau har betydning for behandlingseffekt. Hvis det viser sig, at øjenpatienter med lave sundhedskompetencer får mindre gavn af behandlingen, kan det være relevant med en indsats, som kan øge patienters sundhedskompetencer, og på den måde bidrage til et bedre behandlingsforløb og behandlingsresultater.

Det er ikke kun patienternes sundhedskompetencer, vi bør være opmærksomme på, når vi tilstræber bedst mulige behandlingsforløb og mest mulig gavn af behandling. Når vi har med patienter at gøre, som har relativt lave sundhedskompetencer, er det særligt vigtigt, at afdelingens tilbud og information er tilgængelig for mennesker med forskellige sundhedskompetenceniveauer. På afdelingen har vi derfor for nyligt startet arbejdet med at undersøge øjenafdelingens organisatoriske health literacy. Her skal det vise sig om de krav, der stilles til patienterne i relation til behandlingen, er for høje, og om tilgængeligheden af afdelingens information og tilbud er tilstrækkelige. Undersøgelsen af den organisatoriske health literacy kan forhåbentlig stille skarpt på, hvordan vi bedre kan imødekomme patienter med lave sundhedskompetencer. På den måde kan vi skabe ændringer, som forhåbentlig på sigt bidrager til bedre og mere trygge behandlingsforløb.

Mathilde Bendix Søgaard er forskningsassistent ved Center for Sund Aldring på Københavns Universitet og Øjenafdelingen på Sjællands Universitetshospital i Roskilde. Kontakt: mathilde.sogaard@sund.ku.dk eller Prof. Torben Lykke Sørensen. Mobil: 47323965.

Posted on

Helbredende patientkommunikation

Af Jette Ammentorp. Center for Patientkommunikation.

Helbredende patientkommunikation. Hvad er det?  Og er det noget vi skal bruge ressourcer på i sundhedsvæsenet?

Svarene på disse spørgsmål er oftest, at god kommunikation er utrolig vigtigt, og har stor betydning for patientoplevelse, men at helbredelse kræver helt andre medicinske metoder. Hvilket formentlig også er en væsentlig grund til, at der ikke er præcedens for at afsætte de nødvendige ressourcer til optimering af patientkommunikationen i sundhedsvæsenet

En lidt bredere forståelse af ’helbredelse’ end den vi normalt anvender i vores sundhedsvæsen, kan måske også bidrage til at ændre vores opfattelse af, hvad det er for opgaver, vi står overfor i sundhedsvæsenet i dag og hvad der reelt er patienternes behov.

Ser man bort for de begrænsninger der er i den danske forståelse af helbredelse og gør brug af den   medicinske dikotomi cure (behandling) og healing (helbredelse), så giver det en lidt anden forståelse af både helbredelse og af sundhedsvæsenet opgaver end den vi normalt præsenteres for.

Denne opdeling i behandling og helbredelse tager udgangspunkt i den græske historie og mytologi, hvor Hippokrates anses som ’medicinens fader’ og grundlægger af den biomedicinske kurative tilgang til patientbehandling, medens den græske gud Asklepios er blevet symbolet på helbredelse.

På den baggrund er formålet med healing (helbredelse) at hjælpe det syge menneske tilbage til sit eget sunde selv – til det højest mulige niveau af sundhed og velvære (Casell).  

Aktualiteten af at inddrage dette perspektiv, understreges af det faktum, at det netop er sidstnævnte opgaver der er og bliver de væsentligste i fremtidens sundhedsvæsen, hvor en stadig større del af patienterne lider af kroniske lidelser, der ikke kan kureres. Disse patienter får i højere grad brug for hjælp til at forstå, hvordan man bedst muligt lever med disse lidelser, indsigt i hvordan man kan lindre/behandle symptomer og hvad man selv kan gøre for at få det bedre.

Med andre ord kræver det, at personalet indtager en mere ’responsiv rolle’, der er kendetegnet ved interesse, lydhørhed og respekt for patientens behov, værdier og præferencer. Hvilket er en rolle, der selvom den kan være naturlig for nogle, alligevel kræve meget opmærksomhed og træning. Det gør den bl.a fordi mødet med patienten og pårørende ofte er meget korte møder præget af kompleksitet, usikkerhed, sårbarhed og ikke mindst af de mange forskelligartede følelser, der kan være i spil,

Der er stadig kun ganske få eksempler på systematisk kommunikationstræning af sundhedsprofessionelle, men erfaringerne er ganske lovende, og de eksempler vi har fra nationale og internationale projekter har vist, at det kan lade sig gøre at implementerer kommunikationsprogrammer i stor skala i sundhedsvæsenet. Evaluering af disse studier, der alle er baseret på Calgary Cambridge Guiden, viser bl.a at træningen opleves som brugbar og giver personalet kompetencer, der gør at de i højere grad magter deres kommunikative opgaver. Nogle af disse erfaringer har ført til, at man nu har afsat regionale midler i Region Syd til at et lignende kommunikationsprogram skal implementeres alle sygehuse i regionen. Forhåbentlig kan det give anledning til at andre følger trop med det formål, at sikre en optimal patientbehandling, der i højere grad tilgodeser sårbare patienter og imødekomme de ulighedsproblemer, som gør sig gældende i vores sundhedsvæsen.

Professor Jette Ammentorp. Center for Patientkommunikation. www.cfpk.dk