Af Anna Aaby, læge og PhD; Aarhus Universitet
’Hånden på Hjertet’ er den danske titel på min PhD-afhandling ’Heart Skills’ . Men ’Hånden på Hjertet’ er også navnet på den proces, som borgere og personale i Randers Rehabiliteringsenhed gennemgik undervejs i PhD- projektet. Her får I et uddrag af den fortælling om den danske primærsektor og dens motivationer og barrierer, der undervejs skrev sig ind i mit sind (og – må jeg indrømme mit hjerte).
Randers Rehabiliteringsenhed er en kommunal enhed under Randers Kommune og lokaliseret i Randers Sundhedscenter. Enheden er organiseret i otte rehabiliteringsteams, hvoraf et arbejder med mennesker med eller i risiko for hjertesygdom. ’Hjerteteamet’ var min primære samarbejdspartner i ’Hånden på Hjertet’. Sammen havde vi sat os for at undersøge, hvordan man i en kommunal sammenhæng kan arbejde med organisatoriske kvalitetsforbedringer med udgangspunkt i sundhedskompetence. Det var særligt vores håb, at blive bedre til at identificere og imødekomme sårbare borgeres støttebehov for der igennem at give alle borgere bedre adgang til succesfuld rehabilitering uanset deres individuelle ’bagage’.
Modige medarbejdere
Organisatorisk sundhedskompetence henviser til en enhed eller institutions evne til at imødekomme mennesker med forskellig sundhedskompetence og er grundigt behandlet i et tidligere blogindlæg ved Helle Terkildsen Maindal. I konceptet ligger i mine øjne en fordring til mig som sundhedsprofessionel –en forventning om, at jeg tager stafetten tilbage. At jeg ikke overlader ansvaret til borger under påskud af at være inddragende, men ser min egen rolle i at gøre adgang, deltagelse og beslutningstagen mulig, uanset borgers forudsætninger. Det kræver mod og forandringsparathed på mange organisatoriske niveauer.
I ’Hånden på Hjertet’ indførte vi et dialogredskab, der allerede i opstartssamtalen afdækkede borgers sundhedskompetence. I nogle tilfælde udløste denne dialog efterfølgende tilbud om en bred behovsafdækning af borgers vilkår og situation, der rakte langt ud over enhedens konkrete behandlingstilbud. Borgers udfordringer og barrierer blev anvendt til at målrette genoptræningsforløbet fx hvad angik individuelle støttesamtaler, men også til at italesætte de støttebehov, der i øvrigt knyttede sig til borgers liv, men som hjerteteamet ikke kunne dække.
Den nye tilgang stillede store krav til hjerteteamets behandlere. Den udfordrede både den forudsigelighed, der kendetegnede deres rutiner, ligesom den synliggjorde begrænsningerne i behandlingstilbuddet i relation til borgers samlede livssituation. I en kommentar som led i en kvalitativ evaluering af processen forklarede en medarbejder, hvad der var svært:
”Det her med hvordan jeg går derfra og føler, jeg har gjort det godt nok […]. Altså […] have helt styr på den der kaotiske samtale, det kan være.”
Som sundhedsprofessionel genkender jeg trygheden i og vigtigheden af pålidelige rutiner – pakkeløsninger, forløbsprogrammer, behandlingsregimer og kliniske retningslinjer. Så ved man da, at man har evidensen på sin side…statistisk set!
Men vi ved det jo godt: Ikke alle passer ind i pakken. Det svære er at turde se ind i borgers virkelighed med empati og professionalisme og på den baggrund sætte rammerne for den service man kan (eller ikke kan) tilbyde.
Det gælder både over for de ressourcesvage borgere med særlige støttebehov, men det er også en faglig udfordring at lære at være tilbageholdende med tilbud til de ressourcestærke. Det var min oplevelse i ’Hånden på Hjertet’, at et fokus på sundhedskompetence med de rette redskaber kan medvirke til at kvalificere den nødvendige differentiering på en systematisk og håndterbar måde.
Begreb med vokseværk
’Hånden på hjertet’ var – ud over at være et forskningsprojekt – en lang række af lokale aktiviteter med fokus på sundhedskompetence. En del af aktiviteterne bidrog til behovsafdækning, andre til udvikling og afprøvning af kvalitetsforbedrende tiltag. Fælles for dem alle var at hjerteteamet og i mange tilfælde også dets ledere og en lang række borgere udgjorde den skabende masse.
Den samskabelsesproces ’Hånden på Hjertet’ derved kom til at udgøre smittede af på enhedens kultur. Sundhedskompetence blev en naturlig del af det inter-professionelle sprog, og integreredes, som følge af det vedvarende fokus, efterhånden mere substantielt i organisations drift også uden for projektets primære område. For eksempel blev sundhedskompetence et politisk aftalemål. En medarbejder beskrev processen således i før omtalte kvalitative evaluering:
”Sommetider kommer det jo også ovenfra hvad vi skal, ikke? Det her, det er jo et projekt, som har meget forplantet sig op og ned og til siden […]”
Fra min position som observatør af denne proces, blev udviklingen et stærkt bevis på potentialet i arbejdet med sundhedskompetence. Såvel politikere som ledere, sundhedsprofessionelle og borgere tog mere eller mindre intuitivt begrebet til sig og foldede det ud i deres egen kontekst og den udrulning ser i øvrigt ud til at fortsætte også nu efter ’Hånden på Hjertet’ er afsluttet.
Måske skyldtes den lokale interesse en almenmenneskelig trang til at ”puste på såret” – også når ”såret” er en uretfærdig fordeling af sundhed og velvære som følge af vilkår eller kontekst. Organisatorisk arbejde med sundhedskompetence opruster os i kampen mod ulighed – uanset om vi læser den ud af politiske redegørelser og sundhedsdata eller i ansigtet på de medmennesker, vi møder. Fra et organisatorisk synspunkt handler sundhedskompetence om adgang. Ikke kun om formelt at have adgang (for det har jo alle danskere jævnfør sundhedsloven), men også om at give adgang. Om at kunne støtte borger i det, som han eller hun har behov for. Og det er – med hånden på mit eget hjerte – kernen i sundhedsprofessionel virksomhed.
Anna Aaby er læge og postdoc ved Institut for Folkesundhed, Aarhus Universitet. For mere information kontakt: aaby@ph.au.dk
Dansk Health Literacy Netværk 