Af Helle Terkildsen Maindal, Aarhus Universitet.
Der er et tiltagende behov for de personlige kompetencer og ressourcer, der er med til at afgøre, om den enkelte kan finde, forstå, evaluere og bruge information om sundhed. Det ses blandt andet i den aktuelle globale pandemi, der hastigt har stillet krav til os alle sammen om at kunne agere digital i både vores arbejds- og privatliv. I en tiltagende digitaliseret verden bliver digital sundhedskompetence særlig vigtig, fordi den vedrører menneskers evne til at bruge digitale velfærdsteknologier til at finde og anvende sundhedsinformation.
Generelt set – udover den aktuelle pandemisituation – er der en stadig stigende forventning om, at vi alle sammen bliver inddraget i beslutninger, der vedrører vores sundhedsfremme, forebyggelse, pleje og behandling. Det sker fx gennem de professionelles inddragelse af brugere, borgere og patienter i samskabelse, deltagerstyring eller medansvar, hvor inddragelse er blevet et must. Denne inddragelse stiller dog store krav til den enkeltes sundhedskompetence i en tid, hvor kompleksiteten i det moderne sundhedsvæsen er stor, og hvor en stadig stigende mængde information og debat om sundhed i det offentlige rum gør evnen til at forstå og navigere i sundhedsbudskaber særdeles påkrævet.
I arbejdet med sundhedskompetence har en del indsatser haft til formål at højne personers sundhedskompetence niveau gennem fx målrettet kommunikation eller ved at undervise patienter i emner relateret til sygdom. Tiden er dog, for mig at se, ved at være moden til at ”systemet” og de sundhedsprofessionelle i endnu større grad tager højde for personers sundhedskompetence, ligesom sundhedsvæsenet og andre sundhedsfremmende miljøer overordnet kan gøre mere for at møde målgruppernes behov. Dette kan foregå ved at justere forventninger og krav, så ”systemerne” passer til de personer, der skal profitere af sundhedsfremme og sundhedsydelser- og ikke omvendt. Altså – det er ikke befolkningen, der skal passe til systemernes behov, det er systemerne, der skal passe til befolkningens behov!
Som en del af den strukturelle indsats for at imødegå borgernes sundhedskompetencer bliver den såkaldte organisatoriske sundhedskompetence særlig vigtig. Og hvad er så det? Organisatorisk sundhedskompetence omhandler den måde organisationer og systemer gør information og sundhedstilbud tilgængelige for mennesker med forskellige sundhedskompetencer. Man kan fx mindske krav og tilpasse rammerne bedre. Nogle gange kan det gøres inden for de aktuelle rammer, andre gange skal der nogle mere overordnede, ledelses- og strategimæssige overvejelser til.
I efteråret 2019 udgav Dansk Selskab for Folkesundhed en GPS (God Praksis i folkeSundhed) om strukturel og organisatorisk sundhedskompetence med titlen: Sundhedskompetence i et strukturelt perspektiv – en vej til lighed i sundhed? En GPS er en vejviser, der kan vise forskellige muligheder inden for folkesundhedsarbejdet. Den bygger på den viden, der er tilgængelig i forskning, praksis og policy. GPS’en pegede på otte anbefalinger:
- Sundhedskompetence integreres i danske sundhedspolitikker og strategier
- Sundhedskompetence udvikles gennem hele livet
- Sundhedskompetence indgår i sundhedsuddannelsernes curricula
- Sundhedskompetence integreres i alle organisationer der arbejder med sundhed
- Sundhedskompetence integreres i partnerskaber og samskabende processer
- Sundhedskompetence måles og monitoreres med nationale og lokale data
- Sundhedskompetenceindsatser udvikles, afprøves og evalueres
- Sundhedskompetence medtænkes i al kommunikation om sundhed.
Målgruppen er professionelle, beslutningstagere, administratorer og forskere, der arbejder i såvel offentlige som private organisationer inden for sundheds-, integrations, social- og uddannelsesområdet samt frivillighedsområdet og civilsamfundet i Danmark. De vil naturligvis gøre brug af GPS ’en på forskellige vis, men min opfattelse er, at den kan så frø til nye dagsordener.
For os, der har arbejdet med sundhedsfremme i mange år kan strukturel og organisatorisk sundhedskompetence minde om dele af bevægelser og strategier, der ligger i WHOs begreber om sundhedsfremmende skoler, hospitaler, og byer. På den vis er sundhedskompetence tænkningen ikke fuldstændig ny vin – men det er heller ikke de samme gamle flasker – for at blive i vin-jargonen.
Sundhedskompetence ser ud til at være et begreb, der kan bygge broer mellem sundhedsfremme, folkesundhed og det kliniske område. Det er et interessant perspektiv. Vi har manglet begreber, der kan bygge bro mellem forskellige logikker. Og ja, så gør det jo heller ikke noget, at der er faktisk evidens for at sundhedskompetence hænger sammen med sundhedsvaner, sygelighed og ja, også dødelighed – men det vil jeg skrive om en anden gang. Lad dette indlæg om strukturel og organisatorisk sundhedskompetence være en stafet, som jer læsere tager med ud i praksis og bruger til at skabe nye initiativer til gavn for hele befolkningen.
Helle Terkildsen Maindal er professor i Sundhedsfremme på Institut for Folkesundhed, Aarhus Universitet, og seniorforsker på Steno Diabetes Center Copenhagen. Hun er tidligere formand for Dansk Health Literacy Netværk og formand-elect i bestyrelsen for Dansk Selskab for Folkesundhed. Kontakt info: Tlf. 25362320 eller htm@ph.au.dk
Dansk Health Literacy Netværk 