Lars Kayser, Center for Sundhed, Informatik og Innovation, Københavns universitet
Med kravet om fysisk distancering i det forløbne år er den igangværende digitalisering af kommuner, hospitalers og de praktiserende lægers ydelser steget markant. I februar blev app’en ”Min læge” langsomt afprøvet i pilotundersøgelser og efter en god måneds tid kunne langt de fleste praktiserende læger tilbyde skærmkonsultationer. Der var desuden en meget større forventning om ydelser på afstand i befolkningen. Tilsvarende åbnede hospitalerne for ambulante virtuelle kontroller. Alle steder i samfundet, hvor vi har haft tjenester, der indebar fysisk fremmøde som fx møde på kommunen, undervisning i skolen, ambulant kontrol eller samtale med ens egen læge, jonglerede vi pludseligt med ord som Zoom og Teams.
En meget større del af befolkningen og en større bredde af aldersgrupper skal nu være ePatienter og forholde sig til nye apps, nye måder at mødes på og evt. krænge sin sjæl ud eller tale om ømtålelige emner med de, der sidder dér bag skærmen.
Det rejser de naturlige spørgsmål: Er det godt eller skidt? Vil de virtuelle tilbud marginalisere flere eller vil flere få lettere adgang til det, de har behov for, i forhold til deres sundhed?
Personligt nyder jeg at kunne deltage i væsentlige foredrag fra flere konferencer indenfor den samme uge uden at skulle rejse. I min undervisning er jeg ked af at miste kontakten til de studerende og interagere med dem i samme rum. På samme måde er det jo med de mange kontakter indenfor sundheds- og omsorgsvæsenet. Fx har specialestuderende fra uddannelsen Sundhed og Informatik undersøgt knap 400 personers holdning til apps i foråret og fulgt Københavns Kommunes Center for Kræft og Sundheds ”TEAMs” baserede virtuelle rehabilitering. Helt kort finder specialestudierne, at der er en vis grad af efterspørgsel efter fysiske møder og at det virtuelle ikke kan erstatte møderne. De virtuelle tilbud kan endog for nogle opfattes som en trussel mod fysisk fremmøde.
Hvad har det så at gøre med eSundhedskompetence? Det korte svar er, at eSundhedskompetence er en model, der kan hjælpe til at forstå brugerne af vores sundhedstjenester. I 2015 publicerede Nørgaard modellen ”The eHealth Literacy Framework” (eHLF) og i 2018 kunne vi stille et spørgeskema til rådighed, ”eHealth Literacy Questionnaire” (eHLQ), som hjælper med at afdække borgere og patienters styrker og svagheder indenfor modellens syv områder; evne til at finde informationer, anvende teknologi, forstå sundhedsdata og hvorvidt den enkelte har tillid til, hvordan vi anvender deres data, oplevelsen af at teknologi hjælper og det er motiverende at anvende den samt oplevelsen af at data udveksles og er tilgængelige når der er behov og kan tilgås på en måde der passer ens behov.
Vi har de sidste par år undersøgt eSundhedskompetencer hos patienter i et ambulatorium, hos gravide med dansk og anden etnisk baggrund, hos sygeplejestuderende, hos borgere henvist til rehabilitering i forbindelse med kræft eller diabetes og i et ambulatorium med patienter med inflammatorisk tarmsygdom, der følges med digitale PRO skemaer. Det er for tidligt at dele alle resultater, de er delvist offentliggjort og resten vil udkomme i 2021, men overordnet kan det konkluderes, at de forskellige grupper, vi har undersøgt, er heterogene, og det ikke er nok blot at se på alder, hvis man skal forstå, hvor den enkeltes ressourcer og barrierer ligger. Overordnet set kan uddannelse og den kliniske tilstand spille ind. Grundlæggende peger resultaterne på, at vi bør tilbyde de mange digitale tjenester gennem enten anvendelse af en eller flere relevante skalaer fra eHLQ eller gennem en behovsafdækkende samtale med fokus på eHLF-modellens syv områder, der overordnet kan inddeles i tre temaer; ”viden og færdigheder”, ”tillid og motivation” og ”tidligere og nuværende erfaringer”.
På den måde får begrebet ”personlig medicin” en vigtig digital dimension. Det vil jo være ærgerligt at miste nogen, fordi man ikke opdager, at de har svært ved at tilgå information fx er ordblinde, ikke forstår sundhedsbegreber eller har svært ved at bruge eller få adgang til computere. Her kan der suppleres med et andet værktøjssæt, ”The eHealth literacy Assessment toolkit” (eHLA) der hjælper til at screene mere specifikt inden for områderne sundheds- og digital kompetence, hvilket er et godt supplement til eHLQ, der i stedet bygger på selv-rapportering på et mere overordnet niveau.
Her vil jeg gerne invitere til et mere praksisnært samarbejde for at afprøve disse mange tilgange lokalt; ikke nødvendigvis som forskningsprojekter, til publikation i internationale tidsskrifter, men som initiativer der kan formidles i netværk og bruges i lokale kvalitetscirkler og programmer.
Lad os alle i vores daglige praksis gå mere differentieret og åbent ind i, hvordan vi bedst kan tilbyde den digitale fremtid til de, der har mulighed for at tage imod, forudsat at vi møder dem og støtter dem ud fra deres forståelse, holdninger og behov.
Tak til de mange, der har arbejdet med udvikling af de ovennævnte spørgeskemaer og modellen samt været med til at afprøve dem. Forskningen er foregået i samarbejde med kollegaer og ph.d.-studerende ved Københavns Universitet, Deakin og Swinburne University, Melbourne Australien, Københavns Kommunes Centre for hhv. Kræft og Sundhed og for Diabetes i samarbejde med Center for Aktiv Sundhed, Rigshospitalet og med Silkeborg Sygehus, Medicinsk Afdeling, Gentofte Hospital Medicinsk Ambulatorium, Svangre-ambulatorierne tilknyttet Hvidovre Hospital samt Københavns Professionshøjskole. De konkrete personer fremgår af de linkede artikler.
Lektor Lars Kayser, PhD, Institut for Folkesundhedsvidenskab. Email: lk@sund.ku.dk
Dansk Health Literacy Netværk 