Fokus på sundhedskompetence bidrager til bedre forløb hos patienter med kronisk øjensygdom

Af Mathilde Bendix Søgaard, Sjællands Universitetshospital og Københavns Universitet.​

På øjenafdelingen på Sjællands Universitetshospital i Roskilde ser vi dagligt mere end hundrede patienter. Når det kommer til sundhedskompetencer, oplever vi særligt to problemstillinger på afdelingen. For det første, er en stor del af øjenpatienterne ældre borgere. Det er velkendt, at ældre er særligt udsatte for at have lave sundhedskompetencer. For det andet, har mange øjenpatienter synsnedsættelse, og de kan derfor opleve problemer med at læse tekster. Det betyder, at kommunikationen med disse patienter må foregå på andre præmisser fx ved oplæsning eller blindskrift. Patienter med synsnedsættelse kan derfor ligeledes være særligt udsatte for at have lave sundhedskompetencer. Dette kan være særligt udfordrende, da patienter med lave sundhedskompetencer kan have svært ved aktivt at tage hånd om eget helbred og være mindre tilbøjelige til at følge behandlingsplaner. Noget som kan være meget vigtigt for personer, der har en kronisk sygdom med et længere behandlingsforløb.

I et studie har vi målt sundhedskompetencer hos patienter med kronisk nethindesygdom på afdelingen. Studiet viste, at 63-73 % af patienterne har et problematisk eller utilstrækkeligt niveau af sundhedskompetencer. Det tyder altså på, at størstedelen af afdelingens øjenpatienter har relativt lave sundhedskompetencer. Det er endnu uvist, om lave sundhedskompetencer hos øjenpatienter har betydning for behandlingsforløb og resultater. Det har vi på afdelingen sat os for at undersøge nærmere. I et nyt forskningsprojekt undersøger vi, om patienternes sundhedskompetenceniveau har betydning for behandlingseffekt. Hvis det viser sig, at øjenpatienter med lave sundhedskompetencer får mindre gavn af behandlingen, kan det være relevant med en indsats, som kan øge patienters sundhedskompetencer, og på den måde bidrage til et bedre behandlingsforløb og behandlingsresultater.

Det er ikke kun patienternes sundhedskompetencer, vi bør være opmærksomme på, når vi tilstræber bedst mulige behandlingsforløb og mest mulig gavn af behandling. Når vi har med patienter at gøre, som har relativt lave sundhedskompetencer, er det særligt vigtigt, at afdelingens tilbud og information er tilgængelig for mennesker med forskellige sundhedskompetenceniveauer. På afdelingen har vi derfor for nyligt startet arbejdet med at undersøge øjenafdelingens organisatoriske health literacy. Her skal det vise sig om de krav, der stilles til patienterne i relation til behandlingen, er for høje, og om tilgængeligheden af afdelingens information og tilbud er tilstrækkelige. Undersøgelsen af den organisatoriske health literacy kan forhåbentlig stille skarpt på, hvordan vi bedre kan imødekomme patienter med lave sundhedskompetencer. På den måde kan vi skabe ændringer, som forhåbentlig på sigt bidrager til bedre og mere trygge behandlingsforløb.


Mathilde Bendix Søgaard er forskningsassistent ved Center for Sund Aldring på Københavns Universitet og Øjenafdelingen på Sjællands Universitetshospital i Roskilde. Kontakt: mathilde.sogaard@sund.ku.dk eller Prof. Torben Lykke Sørensen. Mobil: 47323965.