Af Jette Ammentorp. Center for Patientkommunikation.
Helbredende patientkommunikation. Hvad er det? Og er det noget vi skal bruge ressourcer på i sundhedsvæsenet?
Svarene på disse spørgsmål er oftest, at god kommunikation er utrolig vigtigt, og har stor betydning for patientoplevelse, men at helbredelse kræver helt andre medicinske metoder. Hvilket formentlig også er en væsentlig grund til, at der ikke er præcedens for at afsætte de nødvendige ressourcer til optimering af patientkommunikationen i sundhedsvæsenet
En lidt bredere forståelse af ’helbredelse’ end den vi normalt anvender i vores sundhedsvæsen, kan måske også bidrage til at ændre vores opfattelse af, hvad det er for opgaver, vi står overfor i sundhedsvæsenet i dag og hvad der reelt er patienternes behov.
Ser man bort for de begrænsninger der er i den danske forståelse af helbredelse og gør brug af den medicinske dikotomi cure (behandling) og healing (helbredelse), så giver det en lidt anden forståelse af både helbredelse og af sundhedsvæsenet opgaver end den vi normalt præsenteres for.
Denne opdeling i behandling og helbredelse tager udgangspunkt i den græske historie og mytologi, hvor Hippokrates anses som ’medicinens fader’ og grundlægger af den biomedicinske kurative tilgang til patientbehandling, medens den græske gud Asklepios er blevet symbolet på helbredelse.
På den baggrund er formålet med healing (helbredelse) at hjælpe det syge menneske tilbage til sit eget sunde selv – til det højest mulige niveau af sundhed og velvære (Casell).
Aktualiteten af at inddrage dette perspektiv, understreges af det faktum, at det netop er sidstnævnte opgaver der er og bliver de væsentligste i fremtidens sundhedsvæsen, hvor en stadig større del af patienterne lider af kroniske lidelser, der ikke kan kureres. Disse patienter får i højere grad brug for hjælp til at forstå, hvordan man bedst muligt lever med disse lidelser, indsigt i hvordan man kan lindre/behandle symptomer og hvad man selv kan gøre for at få det bedre.
Med andre ord kræver det, at personalet indtager en mere ’responsiv rolle’, der er kendetegnet ved interesse, lydhørhed og respekt for patientens behov, værdier og præferencer. Hvilket er en rolle, der selvom den kan være naturlig for nogle, alligevel kræve meget opmærksomhed og træning. Det gør den bl.a fordi mødet med patienten og pårørende ofte er meget korte møder præget af kompleksitet, usikkerhed, sårbarhed og ikke mindst af de mange forskelligartede følelser, der kan være i spil,
Der er stadig kun ganske få eksempler på systematisk kommunikationstræning af sundhedsprofessionelle, men erfaringerne er ganske lovende, og de eksempler vi har fra nationale og internationale projekter har vist, at det kan lade sig gøre at implementerer kommunikationsprogrammer i stor skala i sundhedsvæsenet. Evaluering af disse studier, der alle er baseret på Calgary Cambridge Guiden, viser bl.a at træningen opleves som brugbar og giver personalet kompetencer, der gør at de i højere grad magter deres kommunikative opgaver. Nogle af disse erfaringer har ført til, at man nu har afsat regionale midler i Region Syd til at et lignende kommunikationsprogram skal implementeres alle sygehuse i regionen. Forhåbentlig kan det give anledning til at andre følger trop med det formål, at sikre en optimal patientbehandling, der i højere grad tilgodeser sårbare patienter og imødekomme de ulighedsproblemer, som gør sig gældende i vores sundhedsvæsen.
Professor Jette Ammentorp. Center for Patientkommunikation. www.cfpk.dk
Dansk Health Literacy Netværk 